Denne opskrift på proteinmuffins er jeg ret begejstret for da den er virkelig nem at lave, ikke kræve alverdens ingredienser og smager ret godt. Nu har jeg godt nok også en stor forkærlighed for alt der smager af kanel – så det har muligvis også indflydelse; ikke desto mindre jeg er sikker på de nok skal falde i jeres smag.
Ingredienser:
220 gram økologisk æblemos
150 gram æggehvide
30 gram mandelmel (eller blendede mandler)
2 scoops neutral proteinpulver (kan erstattes med vanilje) – svarer til cirka 65 gram.
1 spsk vanilieessens
1 tsk bagepulver
2,5 tsk xylitol (eller andet sødemiddel, fx Stevia, SØD eller lignende)
Kanel (mængden afgøres af hvor kraftig man vil have kanelsmagen)
Fremgangsmåde:
Bland de tørre ingredienser sammen i en skål først og kom derefter de våde ingredienser i bagefter. Rør det godt rundt indtil du får en flydende masse. Hæld dem herefter i muffinforme (jeg bruger silikoneforme – de kan købes i Imerco) og giv dem 25- 30 minutter på 160 grader i ovnen (eller indtil en kniv kommer ud ren hvis man stikker i den) – det er vigtigt med den slags bagværk her at man ikke giver det for lang tid, da det så meget hurtigt bliver tørt.
Energifordelingen er også rigtig fornuftig:
Ovenstående er for hele portionen, som giver 5 store proteinmuffins eller 6 lidt mindre. Jeg laver som regel 5 styks – hvilket giver 110 kalorier, 16 gram protein, 9 gram kulhydrat og 1 gram fedt per muffin. Ikke dårligt for en muffin.