Er du på mobil, så klik her for at se videoen
Som bekendt er jeg igang med at udgive en bog med mine opskrifter. Alle opskrifterne til den er udviklet – den vil bestå af nogle af de bedste fra bloggen, samt en god slat nye, der aldrig har været postet før – vel cirka 60% af bogen er helt nye opskrifter.
Fra søndag til onsdag i sidste uge, lavede jeg stort set ikke andet end opskrifter. Søndag nat stod jeg og drak en øl med min kæreste og lavede proteinkugler og proteinbarer til kl. 1, så vi havde noget klar til fotograf og madstylist mandag morgen. Ja, jeg havde en madstylist på til mit photo shoot af mine opskrifter. Da mit forlag luftede ideen synes jeg det lød lidt dumt, men det gav rigtig god mening, da vi først var igang med billederne af opskrifterne. Det hjælper altså at have et professionelt og trænet øje til at anrette alle opskrifterne.
Mandag gik det så ellers løs. Vi tog hver dag fra København til Hillerød ud til fotografens (den dygtige Camilla Hey) studie, hvor der også var et køkken vi kunne bruge. Her stod vi 8-10 timer om dagen og lavede opskrifter, så Camilla og madstylisten Frantz hele tiden havde noget at foretage sig. Jeg valfartede mellem køkken og studie for at kigge med og se om resultaterne var efter min smag.
Jeg har i den grad fået fornyet respekt for processen i at lave sådan en kogebog – på 3. dagen (reelt set 4. dagen, da vi startede søndag aften) lavede vi flere fejl end de to første dage til sammen, fordi vi ganske simpelt var så trætte af alle de timers arbejde og for lidt søvn. Det var nærmest konstant noget at se til, tage stilling til, lave eller tænke over – og det hele foregik på stående fod. Og når man normalt sidder ned og arbejder udmatter det godt nok én. Det hjalp heller ikke at vi tog et par ture til Ikea og stoppede træninger ind kl. 9 om aftenen og i øvrigt konstant glemte ting med ud til settet vi måtte ud og købe ind. Det var liige et stramt nok program.
Det var lige ligesom at være til festival – man befinder sig i en boble, hvor alle ens behov bliver konstant tilsidesat og man til sidst er i sin egen lille verden. Jeg fik helt uvurderlig hjælp fra min kæreste, hvis organisatoriske evner rækker lidt længere end mine egne. Jeg har det med at kaste mig ud i ting, men måske ikke altid bruge så lang tid på at organisere det. Af samme grund shoppede jeg alt tilbehør til shootet dagen før (og glemte en del) – jeg brugte vel cirka 3000kr på alskens tilbehør til pynt, samt diverse ingredienser til opskrifter.
Det var sjovt, lærerigt og jeg er helt vildt tilfreds med de billeder vi fik taget. Efterfølgende var der så også lige der her lille berømte tomrum, hvor man skal tilbage til virkeligheden og til at tænke på andre ting end blot lave opskrifter konstant. Jeg glæder mig virkelig meget til at se det endelig resultat – desværre må jeg/vi lige vente til august før vi får det at se.
Videoen herover viser lidt forskellige udklip fra den sidste dag – jeg glemte at filme de to første og var generelt ikke så god til at huske det, fordi vi havde så travlt – jeg er lidt ærgerlig over jeg ikke fik filmet nogle af alle de andre opskrifter. Men tag et kig på min Instagram-video her, hvor I også kan se lidt forskellige ting jeg lavede: