Calvin Klein har netop lige skrevet kontrakt med hvad er er den ‘største’ kvinde for dem nogensinde: Myla Dalbesio. Hun betragtes som en ‘plus size’ model. Lad mig lige gentage – en plus size, altså en ekstra stor model. Her ser i et billede af hende:
Jeg prøver virkelig ikke at score billige point her, men jeg forstår til tider i den grad godt, hvorfor så enormt mange kvinder går rundt og ikke føler sig komfortabel i sin egen krop. Det kan virke meget fjernt for personer, også kendt som mænd, som ikke er blevet udsat for det samme mangeårige bombardement af kropsidealer i medierne og modebranchen, men når man ser hvad Calvin Klein vælger at kalde for en ‘plus size’, så burde femøren måske falde et par steder. Ganske vist kan jeg også hive eksempler frem på, at mænd skam også bliver udsat for den slags, men vi kan vist alle sammen godt blive enige om, at det ikke sker i tilnærmelsesvis samme grad.
Myla er utvivlsomt en flot pige, men rent kropsligt er hun jo ganske normal, nok endda på den tynde side – og alligevel vælger modeindustrien lige at stemple hende som værende ‘stor’ aka ‘plus size’. Det er fedt at modeindustrien endelig er begyndt at kigge på modeller med lidt mere kød på kroppen, det er set flere andre steder, fx American Eagle, men selvfølgelig skulle de lige vælge at kategorisere det som ‘stor’, når det på ingen måde er tilfældet. Og at en så flot pige som Mylo skal ses som værende stor og faktisk er den største model nogensinde hos Calvin Klein, siger lidt om hvilket signal det sender.
Det er et så ufatteligt destruktivt signal at sende til unge, usikre og påvirkelige piger, som er i fuld gang med at finde ud af at stå på egne ben og skabe en identitet.
Er det ikke på tide at vi kollektivt giver en stor erigeret og velfortjent fuckfinger til modeindustrien og de forskruede idealer på kvindekroppe, som de flittigt bruger milliarder af reklamekroner på at cementere i vores bevidsthed?
Grunden til, at jeg skriver dette blogindlæg, er fordi det her med kropsbilleder, selvopfattelse og idealer interesserer mig rigtig meget. Jeg bruger rigtig meget tid på sociale medier, og særligt på profiler, sider osv, som er centreret omkring fitness, da det er mit arbejde, men også min interesse. Og her er usikkerhederne og de neurotiske tanker bare mere udtalt end ellers, selvom mange andre også går rundt med de samme tanker.
Jeg tror det udtalte og konstante fokus på det kropslige og udseendet som en direkte målestok for ens disciplin og målestok, er en primær grund til dette og jeg har flere gange skrevet om, hvorfor jeg mener det fokuspunkt skal ændre sig.
Dermed ikke sagt, at man ikke kan have mål med sin krop og ikke skal gå efter at indfri dem – og jeg mener heller ikke træning i sig selv er skadeligt eller andre ting. Det er vigtigt at slå fast, da jeg ofte bliver misforstået her. Træning er en dejlig ting og det er også fedt at få resultater og kunne se kroppen ændre sig.
Det ér fedt – ingen tvivl. Problemet indtræffer, når vi opsætter nogle klare standarder rent kropsligt som vi holder vores humør og selvværd op på. Hvis man begynder at føle sig tyk, ude af form eller ikke god nok, fordi sixpacken, begynder at forsvinde, så har man, efter min mening, fået manifesteret sin identitet i de forkerte idealer. Som jeg før har skrevet, og som sikkert lyder rigtig plat for mange, jeg har i hvert fald skulle høre for det fra venner og bekendte: “du er mere end din krop”.
Men det gør mig ikke noget, da det er så vigtigt et budskab. Dem der henvender sig og synes det er åndssvagt, at jeg skriver den slags, er som regel folk som er så dybe inde i fitnesskulturen, at hele deres identitet er manifesteret i det kropslige, eller folk som ganske simpelt ikke har indsigt i hvor mange ulykkelige sjæle der findes derude, baseret på forskruede selvbilleder. Det er ikke dem der får mails og beskeder jævnligt fra de piger, som skriver, hvor glade de er for at jeg sætter ord på nogle tanker de går med. Så længe jeg kan sætte gang i de tanker hos nogle, så fortsætter jeg nok med at sprede budskabet.
Men lad os vende tilbage til Myla – for markedsføringen af hende som plus size, er, som jeg ser det, virkelig alt hvad der er galt med hvordan vi som samfund, stille har accepteret hvordan vi skal kategorisere kvindekroppe – for den opfattelse er modeindustrien i høj grad med til at påvirke. Og kigger man på hvad modeindustrien bruger som ‘almindelige’ modeller, så står det virkelig skidt til; masser af synlige knogler, ingen former og udsultede ansigter. Jo mere jeg tænker over det, jo mere sært forekommer det mig, at den industri trives i bedste velgående.
Jeg er ikke meget for at indrømme det, men jeg tror faktisk det er vigtigt at jeg netop gør det: jeg er endda selv blevet påvirket af den her markedsføring og eksponering (nok mere af fitnessmiljøet end mode). Jeg har flere gange måtte tage mig selv i at tænke at X kvinde var lidt stor – når hun/de i virkeligheden så fuldkommen normal ud rent kropsligt.
Da jeg tog mig selv i det, gik det op for mig, hvor forskruet et billede af kroppe man kan få. Kigger man på nok modelbilleder og fitnessbilleder, så ændrer ens opfattelse af ‘normal’ sig lige så stille. Men bemærker det måske ikke engang, fordi det sker så subtilt. Og derfor husker jeg mig selv jævnligt på – og opfordrer jer til det samme – at menneskekroppe kommer i pænt mange former.
Jeg siger ikke at vi skal være glade for 50 kilo overvægt, for det er en belastning for sundhedssystemet og ultimativt personen selv og de pårørende, men jeg er træt af at at lade mit syn påvirke af tåbelige reklamer og jeg mener granalvorligt, at vi skal gøre op med at acceptere denne form for markedsføring vi ser her – Mylo er sgu ikke “plus size” – det er pretty fucking normal size.
Se Mylo på video her – fra minut 8.00 smider hun tøjet.
————
Fik I noget ud af dette indlæg, så ville jeg sætte stor pris på at I trykker ‘recommend’ øverst i blogimdlægget.