Denne blogpost vil nok gøre mig upopulær. Jeg har nemlig tænkt mig at skrive om et tabu i fitnessmiljøet: doping.
Grunden til jeg kaster mig ud i det er ganske simpel: alt for mange bliver ‘narret’ til at tro, at mange af de kroppe de ser blive postet rundt omkring på sociale medier som inspiration, er opnået naturligt.
Når de kroppe tilhører toppen af dem der vinder de forskellige bodybuilding- og fitnessshows, er det mere reglen end undtagelsen, at der har været doping inde over.
Jeg blev selv desillusioneret omkring hvad der var opnåeligt uden steroider ret tidligt i min træningskarriere. Jeg var med andre ord bevidst om at alle dem jeg så stå på scenen til de store shows mere end sandsynligt brugte noget.
Og heldigvis for det – for det betød at jeg ikke stilede efter noget som kun ville kunne opnås ved at bruge doping.
Præstationsfremmende midler og fitnesskulturen går hånd i hånd og har gjort det meget længe. I den senere tid er der er begyndt at komme mere fokus på ‘naturlig’ bodybuilding og fitness, hvor man vælger aktivt at proklamere sig på, aldrig at have taget noget. Selv her er der dog også brodne kar, som af uransaglige årsager gerne vil proklamere sig selv som ‘clean’ uden at være det.
Men historisk set har doping spillet en kæmpe rolle i fitnesskulturen og gør det fortsat.
Hvorfor er der så ingen der taler åbent om det?
Fortællingen i fitnessmiljøet
Dels fordi der hersker et narrativ i fitnessmiljøet om, at den hårdtskårede krop med store muskler, udelukkende er et resultat af ‘hard work’ og ‘dedication’.
Men i den fortælling passer det naturligvis ikke særligt godt, at der bliver brugt meget potente præstationsfremmende midler samt fedtforbrændere.
Og de er potente. Testosteron er fx så potent, at du vitterligt kan injicere det, sidde på en sofa og ikke røre en håndvægt, og stadig øge din muskelmasse betragteligt. Hvis du ikke tror mig, så er der rent faktisk lavet et studie på det, som netop viser dette er tilfældet. Det finder du her (link).
Det betyder ikke, at der ikke er folk som arbejder meget hårdt og målrettet mens de bruger steroider, men at påstå det ikke betyder så meget, passer ganske simpelt ikke.
Det tager noget fra præstationen og bliver af mange udefrastående italesat som ‘snyd’. Det er der naturligvis ingen der bryder sig om. Det er derfor blevet et tabu – og tabuer er netop defineret ved at man ikke taler om det.
Af den årsag bliver hele dette aspekt af fitnessmiljøet nedtonet og fortiet. Alle ved det er der, en del snakker om det, men der snakkes stort set aldrig åbent om det. I den indre kerne er det også ganske accepteret – der er en helt anden opfattelse af brugen af det.
Det er muligvis blot en fordom herfra, men fra mit perspektiv lader det til, at mænd er lidt hurtigere til at forstå hvad der kræver for at blive et af de muskelmonstre der står på en scene. Måske fordi det hos mændene er så fysisk tydeligt, mens det kan være lidt mere subtilt hos de kvindelige brugere, med mindre vi snakker kvindelig bodybuilding.
Jeg ser derfor mange, særligt yngre, kvinder som måske ikke har været i ‘gamet’ så længe poste billeder af deres forbilleder i fitnesskulturen med beskrivelser af hvor seje de er.
Det kunne være Nicole Wilkens her som jeg har set blive postet mange gange.
Og jeg forstår det godt. Kroppe som disse udstråler vilje, dedikation, kontrol osv – alt sammen karaktertræk vi sætter højt i vores nuværende kropsfikserede samfund. Og typer som Nicole Wilkens der stadig ser feminin og elegant ud, virker derfor meget tiltalende.
Men det nager mig, når jeg ser det. Det gør det fordi betagelsen er, delvist, baseret på et falsk grundlag. Rigtig mange af de her kvinder har utvivlsomt arbejdet hårdt for hvor de er, men man kommer stadig ikke uden om, at der ofte har været nogle ret potente midler i brug og at man, med mindre man er en genetisk freak, ikke opnår en sådan krop uden dem.
Nicole Wilkens har 100% taget noget for at stå med den mængde muskelmasse og fedtprocent som hun gør på billederne. Det tør jeg godt lægge hovedet på blokken og sige, selvom nogle sikkert vil være uenige.
Men langt de fleste i fitnessmiljøet ved det godt, men der bliver ikke talt om det. Det er kun præstationen der bliver rost, fordi man gerne vil fastholde narrativet om dedikationen og det hårde arbejde. Også fordi rosen ofte kommer fra andre folk der også bruger det og de vil naturligvis også gerne undgå at skulle høre om de ‘snyder’.
Fordi hele doping-dimensionen holdes hemmelig af personerne selv (dels af tabu og dels af sponsoraftaler, hvor produkterne tilskrives en del af æren for deres udseende) og kommentarer om doping hurtigt skydes ned med bemærkninger om ‘jalousi’ eller lignende fra den indre kerne i miljøet, bliver ideen om naturlige superkroppe holdt kunstigt i live.
Den skævridning betyder desværre, at mange kvinder ser op til de her fitnesskvinder uden at vide hvad det reelt indebærer og starter selv en rejse mod en lignende krop i troen om det ‘blot’ kan gøres med vedholdenhed og hårdt arbejde.
The neverending story
Det er ren spekulation herfra, man jeg kan ikke lade være med at tænke på, at mange er blevet motiveret af at kigge på sådanne kroppe, har startet et forløb med gode intentioner og indser så langt inde i rejsen, at det aldrig vil ske uden brugen af doping. Og når de først er så langt – og måske offentligt har ytret de vil stille op til et show – så vil det virke som en kæmpe fiasko ikke at gennemføre.
Og hvad er løsningen så? Det nærliggende er at tage doping, for at nå den ønskede form og ikke tabe ansigt.
På den måde bliver hele cyklussen holdt kontinuerligt i live.
Hvis folk talte åbent om det, er jeg overbevist om at mange ville blive chokeret over hvor almindeligt og udbredt det er i den indre kerne i fitnessmiljøet. Jeg er selv blevet meget overrasket over nonchalante mange fitnesspiger er omkring brugen af fx clenbuterol er (et stof som ganske effektivt øger forbrændring og styrke – link) – når man langt nok ind i kernen er der en helt anden accept omkring det. Det er en ‘del’ af det og det anses ikke som en big deal. Anavar er et andet populært og udbredt dopingstof blandt kvinder, da bivirkningerne er i den mildere ende.
Jeg skriver denne blogpost, for at gøre opmærksom på hvordan virkeligheden forholder sig i fitnessmiljøet, særligt når det kommer til konkurrencefitness.
Jeg har som sådan ikke et problem med folk privat bruger steroider – hvad folk vælger at gøre med deres krop, er deres eget valg.
Det er når der bliver holdt en kunstig fortælling i live om at superkroppe kan opnås naturligt, kan jeg ikke lade være med at reagere, fordi jeg kan se mange bliver indfanget i hele den fortælling og måske ender med at træffe dårlige beslutninger.
Det er utopi at tro at tabuet kan blive nedbrudt – der står for meget ære på spil og fortællingen i fitnessmiljøet er fortalte for mange gange til, at jeg tror folk pludselig er villige til at forlade den og åbent forklare hvad doping har gjort for deres kroppe.
Men min håb er, at der måske er nogle der læser med på sidelinjen her, som ikke var klar over hvordan det foregår, som måske bedre kan træffe et oplyst valg før de fx giver sig i kast med et storstilet konkurrenceprojekt.
Afsluttende vil jeg lige sige et par ting, for at foregribe eventuelle indsigelser:
- Der findes genetiske outliers som kan opnå vilde resultater uden noget, men de er som sagt outliers og ikke hverdagskost.
- Mange stiller også op uden at tage noget, i hvert fald i de mindre klasser – jeg påstår ikke at alle er på noget i denne post, blot at det er meget udbredt i kulturen. Særligt blandt toppen (ligesom i alle andre sportsgrene i øvrigt).
- Jeg dømmer ikke folk der bruger doping – det vil blot i mine øjne bidrage til at tabuisere det endnu mere. Jeg ønsker blot at folk kan forholde sig realistisk til hvordan særligt konkurrencedelen i fitnesskulturen har fungeret i mange år.