I går postede jeg en længere tekst på min instagramprofil. Den handlede om, hvordan mit kropsbillede ikke har den samme betydning for mig længere. At dømme ud fra responsen havde dét resonansbund hos rigtig mange af jer, og jeg synes derfor, der er grundlag for et uddybende indlæg med mine tanker om dette emne. Det er på mange måder et ganske personligt indlæg, men jeg håber, mine tanker på området kan hjælpe andre.
Her følger et blogindlæg, med udgangspunkt i den tekst, jeg skrev på Instagram, (som du kan se lige her).
Udgangspunktet er dette billede:
Ovenstående er et meget gammelt billede, og jeg ser slet ikke sådan ud længere. Jeg er både mindre og har en langt højere fedtprocent. Men på et tidspunkt gik jeg mere eller mindre rundt og så sådan ud hele tiden (billedet er dog taget lige efter træning og med pump på, hvorfor jeg selvfølgelig syner lidt større på billedet, end jeg ellers ville have gjort).
Det er ikke et #throwback à la det, man ser mange piger poste på Instagram af deres sceneform, som de så ofte længes tilbage efter. Det hele kommer sig af, at jeg var til en vens 30-års fødselsdag i lørdags. Dér var der flere, som jeg ikke har set i 6-8 år – hvilket vil sige fra den tid, hvor jeg gik aller mest op i min træning og kost. 3-4 stykker spurgte, uafhængigt af hinanden, om jeg ikke havde ‘tabt mig’, og én spurgte endda, om jeg var holdt op med at træne.
Førhen, hvor hele min identitet lå i min krop, ville sådanne bemærkninger have slået mig helt ud, men da jeg tænkte over det efterfølgende, slog det mig, hvor relativt lidt det faktisk havde rørt mig. Jeg trak på skuldrene, smilede, og svarede, at jeg stadig trænede, men at det ikke var helt lige så vigtigt for mig længere.
Og det er sandheden; jeg har fået andre prioriterer i livet. Mit fokus har ændret sig, og det er jeg rigtig glad for. Jeg ville ikke have noget imod at se ud som på billedet igen, men jeg vil virkelig ikke tilbage til den måde, jeg tænkte på dengang.
På tidspunktet, hvor billedet blev taget (og i lang tid før og lang tid efter), tænkte jeg non-stop på træning og kost; alt i min hverdag handlede om det, og jeg blev irritabel og i dårligt humør, hvis der var noget som helst, der kom i vejen for det.
Jeg sagde nej til virkelig mange ting, fordi jeg skulle træne, og jeg har berøvet mig selv utallige lækre smagsoplevelser, fordi jeg mente, det ikke gavnede min træning.
Alt i min hverdag var planlagt efter træning, og intet – og jeg mener intet – kom i vejen for det. Jeg skulle nok sørge for at få trænet på den ene eller anden måde, og stort set alt andet kom i anden række. Havde jeg ondt et sted, manglede søvn eller var syg – så trænede jeg også. Generelt overhørte jeg konsekvent signaler fra min krop, hvilket skulle vise sig at koste mig et utal af skader senere hen.
Kosten var et helt kapitel for sig selv. Jeg havde en meget disciplineret og kontant tilgang, hvor jeg meget klart havde gjort op med mig selv, hvad der var godt og dårligt (den sort/hvid tilgang er desværre meget udbredt i træningsmiljøet), og det brød jeg aldrig med. Aldrig. Var jeg et sted, jeg ikke kunne få det mad, jeg gerne ville have, så spiste jeg ganske simpelt ikke noget eller valgte de få sparsomme ting, jeg kunne, og lod resten være. Jeg kunne panikke helt, hvis der ikke var mulighed for at få den kost, jeg gerne ville have.
Jeg tog ofte mad med forskellige steder hen for at sikre mig, at jeg fik det, jeg skulle ‘bruge’. Jeg husker stadig min rustur på universitetet, hvor jeg slæbte tør tun og rugbrød med – og sneg mig hen og spiste det under nogle af aktiviteterne for at sørge for at få mine proteiner. Jeg griner af det nu, ikke fordi det er noget galt i at medbringe madvarer på en tur, men fordi jeg troede det var så bidende nødvendigt i de få dage jeg var afsted. Det ville jo være verdens undergang hvis jeg ikke lige havde adgang til den ’rigtige’ mad.
Jeg ville med andre ord gå ret langt i bestræbelsen på at få de madvarer, jeg mente, jeg skulle bruge og få trænet den mængde, jeg mente, jeg skulle. Og det var meget.
Og jeg bildte endda mig selv ind, jeg havde det fint med det!
Jeg var fanget i en meget snæver tankegang, som styrede hele mit liv, og jeg var på ingen måde glad inderst inde, selvom jeg næsten altid havde (og har) et smil på læben.
Jeg har masser af gode oplevelser fra de år, hvor jeg trænede og spiste på denne måde – men når jeg tænker tilbage, står det helt klart, at det både var en ekstremt mentalt udmattende og stressede måde at leve på – og at det i dén grad gjorde, at jeg gav afkald på mange ting, som jeg den dag i dag ville have ønsket, jeg havde sagt ja til
Så jeg poster billedet for at minde mig selv – og jer – om, at mens fysikken kan stå nok så skarpt, så er det intet værd, hvis glæden udebliver, og man er så optaget af eksterne ting (træning, kost og udseende), at alt andet træder i baggrunden. Krop og udseende er en ufatteligt skrøbelig ting at basere sin identitet på, og jeg har med årene indset, hvor uholdbart det er – i hvert fald for mig.
Nu skal det ikke lyde som om, det er enten/eller. Man kan sagtens opbygge en flot krop (hvordan man definerer dét er også subjektivt) uden at være bundfanatisk. Og det er heller ikke, fordi jeg sætter min daværende form op som noget særligt eller uopnåeligt. Jeg har ret gennemsnitlige gener, når det kommer til at opbygge muskler. Til gengæld kan jeg være ekstremt stædig og standhaftig, hvorfor jeg er god til at spise forholdsvis restriktivt og få trænet en masse – og derfor stod jeg med en ret lav fedtprocent hele året rundt. Er man lidt bedre genetisk begavet og responderer godt på træning, så kan man sagtens opbygge noget lignende uden den samme indsats. For mig krævede det dog en helvedes masse træning og en forholdsvis restriktiv kost – og i sidste ende en masse uhensigtsmæssige mønstre.
Jeg nyder stadig at træne og gå op i ‘sundhed’, men den her ensporede og kompromisløse tankegang er jeg lykkelig for at være sluppet af med. Jeg har, som jeg startede med at skrive, ganske simpelt fået andre prioriteter her i livet – noget der delvist er kommet med alderen og delvist, fordi jeg endte med at få en ret hæmmende skade, som gjorde, at jeg måtte revurdere min tilgang til træning.
Det er mig ikke magtpåliggende at medbringe mine egne madvarer andre steder. Jeg spiser hvad der er uden at bekymre mig eller kun udvælge bestemte dele.
Det er ikke vigtigt for mig at partout at skulle træne 5-6 gange om ugen mere og med meget høj volumen og aldrig holde pauser. 3-4 gange er et passende lejde for mig og min volumen har jeg sat drastisk ned. Desuden holder jeg fast pauser og jeg nyder dem til fulde (hvor jeg førhen slet ikke vidste hvor jeg skulle gøre mig af selv, hvis jeg var tvunget ud i at holde træningsfri).
Jeg ’scanner’ ikke længere madvarer for hvad der er tilladt og ikke tilladt, men har en mere intuitiv tilgang, hvor jeg sørger for at få masser af god næring, men også har plads til, tidligere ’forbudte’, madoplevelser, uden skyggen af dårlig samvittighed. Hvor der før var fokus på tallene i forhold til maden er der nu fokus på nydelsen og smagsoplevelsen.
Jeg bruger ikke længere kroppen som altafgørende identitetsmarkør.
Det er bare ikke vigtigt for mig længere at skulle se ud på en bestemt måde og spise efter meget faste principper. Andre ting i livet er vigtigere nu – uden at det betyder at jeg ikke går op i sundhed
Havde du sagt til mig dengang, at jeg havde en usund tankegang, og at jeg nok ville have godt af at tage den lidt mere med ro (hvilket mange i øvrigt gjorde), ville jeg på ingen måde have hørt dine ord eller taget dem seriøst. Min identitet lå i at træne og se ud på en bestemt måde. Alt i min hverdag afspejlede det: dét, jeg interesserede mig for (selvom mit studie var en stor afvigelse her), de mennesker, jeg omgav mig med og det, vi snakkede om.
Jeg forstår godt, det drive mange har for at få en flot krop, blive stærkere osv. – jeg har i den grad haft det selv, og det er nok heller ikke helt væk. Det er fedt at rykke sig i træningscenteret og se resultater. Det er det
Og jeg tror på, at nogle lever den livsstil fuldt ud og er glade for det – jeg tror dog også, at det er en relativt lille andel. Og det er bestemt også muligt at opbygge en flot og stærk krop uden at blive, som jeg var – men mange bliver desværre fanget i det, fordi vi som mennesker har en tendens til at falde i den her alt eller intet-tankegang.
Det er dejligt at forholde sig til noget så håndgribeligt og konkret som sin egen krop, og dét at man kan manipulere med den. Og det er kun én selv, som gør det – ingen andre. Man er selv herre over det. Det kan give en følelse af kontrol, og det er noget, mange ikke føler, de har i deres liv i en verden, hvor alt går meget stærkt..
Men vi bliver ældre; kroppen ældes, og den forfalder. Man kan blive skadet. Der kan ske så mange ting, som gør, at man ikke længere kan bruge kroppen på samme måde . Og helt uundgåeligt kan man på et tidspunkt ikke længere se ud, som man engang har gjort. Jeg har indset, at dét at basere hele sin identitet på noget rent kropsligt ganske simpelt er alt for skrøbeligt for mig.
Jeg tænker også på et højere abstraktionsniveau: Er dét at have en flot krop den ‘arv’, jeg gerne vil efterlade? Hvis jeg gerne vil huskes om 300 år, hvad vil jeg så huskes for? Jeg indrømmer, at det givetvis kan virke for abstrakt og irrelevant at tænke på for mange, men personligt er jeg begyndt at tænke netop sådan for at undgå at blive fokuseret på detaljer. Detaljer som – når alt kommer til alt – ikke betyder helt så meget, som vi går og tror. Fx om man bør have en sixpack eller ej.
Jeg har nogle idéer om, hvad jeg gerne vil huskes for engang i fremtiden – og hvordan jeg gerne vil huskes af mine fremtidige børn og kære i mit liv, når jeg engang er borte. Når jeg tænker sådan, er det pludselig ikke så vigtigt at kæmpe så indædt og bruge så meget tid på ensporede tanker om træning og kost, når jeg kan bruge den tid på langt større og vigtigere ting, som også giver mit liv mening.
Så pointen er ikke, at du skal opgive jagten på at smide de overflødige kg, få en pænere krop eller hvad dit mål nu er – og ej heller at man ikke skal træne eller spise sundt.
Mit budskab er blot, at man skal huske på, at der findes større og vigtigere ting i livet end at bruge al sin tid og energi på at dyrke kroppen og basere sin identitet på den.
Den erkendelse har gjort mig mere glad og har åbnet op for en masse nye oplevelser.