“Det er da lidt dovent”
Sådan lød ordene til et billede af en måltidskasse fra Aarstiderne på min Instagramprofil.
Aarstiderne er en service der leverer kasser med mad. Man får opskrifter med i kasserne og så får man mere eller mindre alt hvad man skal bruge for at lave dem.
Jeg benytter ikke servicen mere, da kasserne indeholder mad til 2-4 personer og jeg ikke længere er i et forhold. Men det var en løsning vi var ekstremt glade for. Vi kunne begge godt lide at spise varieret, men fandt det efterhånden mere og mere stressende at skulle finde på nye opskrifter og handle ind til det hele tiden. For der skal jo mad på bordet.
Måltidskasserne sparede os derfor for en masse tid, som vi bruge på at finde ud af hvad vi skulle spise og på indkøbene.
Jeg ved at mange andre faktisk også kan opleve det at skulle finde på mad, købe ind til det og lave det, som en stressende faktor i hverdagen. Særligt hvis jeg taler med børnefamilier.
Og det er ikke den stress vi kan opleve i forbindelse med madlavning der er det værste. Det er den dårlige samvittighed der følger med, hvis vi ikke lever op til de krav vi har stillet os selv i forhold til maden vi sætter på bordet.
Eller rettere sagt: de krav omverden har skabt. For kravet er ofte noget vi har internaliseret alle mulige andre steder fra, end lige os selv.
Det er blevet en norm at vores mad skal bestå af gode, helst økologiske, ingredienser. Det hurtige og nemme måltid er blevet forbudt. Faktisk er det blevet forbudt at gøre det nemmere for én selv. Det er kommet en slags romantik over selv at skulle lave alt fra bunden selv. Man skal helst have et finger med i spillet fra start til slut. Kan man selv ligefrem skyde vildt og grave grøntsager op fra haven, er det endnu bedre.
Selv Aarstiderne spiller også på de ‘gode økologiske råvarer’.
Jeg synes ikke, at den norm bidrager til noget som helst andet end at give os dårlig samvittighed, når vi ikke burde havde det.
Jeg ved hvordan mødre i småbørnsfamilier har skammet sig hvis den har stået på havregryn til aftensmad et par dage i træk, fordi der har været for meget kaos.
Sådan burde det ikke være.
Det er ikke dovent at modtage måltidskasser. Det er en rigtig smart, hvis det er dét der passer ind i ens hverdag.
Det er heller ikke dovent at lave rugbrødsmadder eller spise havregryn til aftensmad, når man er presset i sin hverdag. Det hedder tilpasning og det er noget vi alle sammen må gøre fra tid til anden.
Og man får helt sikkert intet ud af at slå sig selv oven i hovedet over det og fortælle sig selv at det ‘ikke er godt nok’.
For tiden spiser jeg stort set den samme salat hver aften. Jeg hakker en masse grønt og smider i en skål – det tager mig 10 minutter og jeg elsker store salater. Jeg har glemt hvornår jeg sidst har lavet varm mad selv. Hvis jeg har fået det på det sidste, har jeg købt det. Faktisk køber jeg masser af min mad færdiglavet for tiden. Man kan sagtens få fornuftig take-away og spise det jævnligt i en sund tilværelse.
Jeg har droppet ideen om at jeg skal have en bestemt type af måltid som er tilberedt på en bestemt måde. Jeg kan ikke bruge det krav til noget som helst andet end at give mig dårlig samvittighed.
Det betyder ikke automatisk jeg bliver usund eller doven. Jeg vælger blot at sænke forventningerne lidt – og lave maden når overskuddet er der og vælge det bedste alternativ indenfor rækkevidde, når jeg ikke kan. Det kan være det er havregryn eller take-away. Det er helt ok.
Derfor blev jeg også vred over kommentaren, fordi den puster til den dårlige samvittighed vi ikke burde opleve i forbindelse med at lave mad. Når en måltidskasse med opskrifter der skal laves fra bunden får sådan en kommentar, kan jeg ikke lade være med at tænke på hvordan fx en enlig mor må have det, når den står på klapsammenmadder.
Derfor skal vi væk fra ideen om at maden vi sætter på bordet siger noget om vores værd som som mennesker. For det behøver den på ingen måde.
Vi skal væk fra ideen om at man ikke kan lave sundt med jævnlige hurtige løsninger. Og væk fra ideen om at man er doven hvis man ikke laver alt mad selv fra bunande.
Det er ikke dovent at lave de tilpasninger i sin hverdag. Det er menneskeligt og ofte helt nødvendigt. Sådan er livet.
——–
For god ordens skyld: jeg er ikke sponsoreret af Aarstiderne.