Og hvad er ‘fat talk’ så, tænker du nok. For noget tid siden så jeg denne video, som jeg nu også beder jer om at se, for at få en ide om fænomen ‘fat talk’, som jeg vil knytte et par ord til i denne blogpost.
Er du på mobil, så kan du se videoen ved at klikke herDet kan være en øjenåbner, ikke? Mange gør det uden at skænke det en videre tanke.
Jeg havde bemærket fænomenet før – det er egentlig ganske ‘normalt’ at kvinder taler dårligt om sig selv og især deres krop. Jeg har bare aldrig haft et begreb for det og jeg synes, at ‘fat talk’ er enormt rammende.
Grundet min interesse i træning og madopskrifter, følger jeg en del piger på fx Instagram. Fælles for dem alle er at de som regel er aktive i en eller anden grad og går op i kosten og træningen.
Jeg har oplevet, at mange skrive negativt om deres egen krop, nærmest uanset hvordan de ser ud. Værst er det næsten når piger i rigtig god form fat talker, hvis de har en dårlig dag – da det blot forstærker effekten hos andre. Jeg ser tit piger skrive ting såsom: “time to get my fat ass to the gym”, “go away stupid fat” og lignende til deres billeder.
Og i endnu højere grad oplever jeg piger, i særdeleshed dem der træner og går op i deres krop, tale negativt om deres krop sådan helt generelt – ikke kun på sociale medier, men italesætte det offentligt ved fester, sammenkomster, hos veninder, hos kæresten osv. Jeg tror de mænd, der sidder og læser denne blogpost, nok hurtigt kan nikke genkendende til, at deres deres kæreste eller mindst én af deres ekskærester, havde/har en tendens til at tale negativt om sin egen krop.
Fat talking er en måde at nedgøre sig selv på og slå sig selv oven i hovedet og fortælle sig selv man ikke er god nok. Jeg har før skrevet om dette i min blogpost ‘forventnings-effekten‘ – hvor den massive eksponering af motivationsbilleder, og superkvinder, gør at piger slår sig selv oven i hovedet, grundet urealistiske forventninger til sig selv.
Det afslører også de grundlæggende, og lettere ejendommelige, forskelle der er på mænd og kvinders måde at tænke på. Jeg synes eksempelvis, at det er ret sigende, at man ofte ser velpolstrede mænd med topmaver og små speedos, stå på stranden og spejde stolt rundt for at se om nogen bemærker den adonis der står der, som guds gave til folket. Omvendt så ser man kvinder selv i objektiv og synlig god form, tale dårligt om sin krop og gemme den væk, ved blot de mindste små registrerede ændringer (som ikke engang behøver at være en synlig fysisk ændring, men bare kan være en sindsstemning). Der findes naturligvis også mænd der taler negativt om sig selv, men fænomenet er udpræget møntet på kvinder, hvorfor videoen også har fokus på det blandt kvinder.
Min pointe med blogposten her er egentlig blot at gøre opmærksom på problemet, og ligesom jeg gjorde i min blogpost om ‘forventnings-effekten’, vil jeg opfordre til at stoppe med at slå sig selv i hovedet og i stedet fortælle sig selv at man gør det godt nok. Italesættelsen af negative ting er altid destruktiv – og forsøger man at ændre livsstil og fx tabe nogle kg, er det kontraproduktivt, at gå ind i et selvforstærkende negativt mindset.
Man kan faktisk reprogrammere sin hjerne til at fokusere på positive ting i stedet for negative – og det er ikke blot noget jeg finder på, det er understøttet videskabeligt (er du mere interesseret i det, så se denne fantastiske TEDX talk). Skriver du 3 positive ting ned hver dag i 21 dage, så ændrer du dit tankemønster, således din hjerne begynder at scanne efter positive ting først, i stedet for negative, som rigtig mange af os har en tendens til. Ikke alene gør det dig til et gladere menneske, det gør også, at man indlærer nye ting bedre og arbejder bedre og mere effektivt.
Og jeg er bestemt ikke anderledes her – jeg kan til tider være lidt af et brokkehoved og har for nylig fået øjnene op for, at jeg oftest starter med at kigge efter de dårlige ting, fremfor de gode. Jeg har kørt et lignende eksperiment som ovenstående (har sendt et billede samt skrevet noget jeg er taknemmelig for hver dag) og det har hjulpet gevaldigt på hvordan jeg ser på min hverdag og hvordan jeg tackler problemer.
Så bottom line; drop fat talk, hvis du forsøger at ændre din livsstil og vil være sundere, komme i bedre form, smide de sidste kg, eller hvad det nu kunne være; du modarbejder dig selv. Prøv i stedet at fokusere på de ting du er glad for ved dig selv og dit liv – skriv dem ned dagligt, og se om du ikke lige pludselig bliver et gladere og mere positivt menneske, der tackler modgang bedre, som vi jo alle uundgåeligt møder på vores vej mod nye mål.