Både ja og nej. Ligesom med alle andre ting, er et overforbrug ikke sundt, men i de rette mængder bidrager protein til nogle vigtige ting, såsom opbygning og bevarelse af muskelmasse. I takt med at fitnesskulturen er boomet, har protein fået en mere og mere fremtrædende rolle for mange, godt hjulpet på vej af en masse markedsføring – og det har medført, at protein har fået en automatisk sundhedsanprisning, forstået således at protein er blevet gjort sundt i sig selv.
På mange punkter synes jeg egentlig, at det er fint, at folk får lidt ekstra protein i stedet for at fx at mæske sig i en overflod af sukker og raffinerede kulhydrater; det er de færreste der tager skade af lige det skifte.
Der er dog opstået et problem i kølvandet på den sundhedsanprisning som protein har fået, nemlig at diverse producenter er begyndt at påføre ‘protein’ på alskens slags ting, som et buzzword, alene for at sælge produktet.
Et godt eksempel er den, efterhånden, ret udskældte skyris, som for det første ikke har et højere proteinindhold end almindelige flødeis og til gengæld også har en god mængde sukker i, men bliver markedsført som proteinrig. Hvorfor? Fordi protein sælger og lyder sundt.
Mønsteret ligner noget vi har set før – engang var det fedtfattig som solgte. Nu er det især protein (samt low carb og glutenfri). Selvom protein har fået en del medfart i medierne, så er der stadig en overordnet positiv indstilling til det fra den brede masse (også hjulpet på vej af Palæo, LCHF, low carb og andre populære madtrends for tiden). Det eksplosive salg af skyr gennem det sidste halvandet år vidner fx også om hvor meget danskerne har taget mantraet om protein til sig.
Men selvom en tilstrækkelig mængde protein er rigtig godt og man også kan argumentere for, at dem som begynder at fokusere på at få mere protein også begynder at fokusere på at omlægge resten af deres livsstil til det bedre, som resultat af et generelt fokus på sundhed, så er der stadig nogle lidt uhensigtsmæssige konsekvenser som følge af anprisningen af protein.
Problemet er, at nogle producenter udnytter den generelle positive indstilling i forhold til protein til at sælge produkter, som mange foranlediges til at tro er sunde alene pga. tilstedeværelsen af protein.
Lad mig illustrere med dette billede:
Dette er et velkendt mærke, Nutramino, og sortimentet er massivt til stede i stort set alle større træningscentre. Men kigger man hvad produkterne indeholder udover protein, så går det ‘sunde’ hurtigt af. Som billedet viser, så har vi at gøre med et ret voldsomt indhold af sukker i produkterne. Sukkerindholdet er nok det umiddelbart mest beskæmmende, men derudover er det også bare en lang række ingredienser som i hvert fald ikke umiddelbart gør noget for sundheden. Slutteligt, er proteinindholdet også delvist soja (en, efter min mening, inferiør proteinkilde som producenter notorisk bruger i stedet for det dyrere valle/mælkeprotein).
Det er sjovt at tænke på, at det indhold af sukker ville få de fleste til at tænke en ekstra gang almindeligvis, men fordi det markedsføres med ‘protein’, så ser mange forbi dette, fordi det ord, protein, allerede dér har stemplet det som værende sundt. Det samme sker med low carb, glutenfri og lignende buzzwords.
Jeg ser også mange, og det gælder desværre også med mine opskrifter, bruge proteinindholdet til at maskere en dårlig samvittighed. Det kan komme til udtryk ved, at en given person ville finde det helt utænkeligt at spise en Snickers efter træning, og ville få dårlig samvittighed af at gøre det, men med samvittigheden i behold spiser en Nutramino proteinbar efter træning, hvor sukkerindholdet endda kan overstige den føromtalte Snickers. Protein bliver dermed en måde at fastholde en uhensigtsmæssig måde at tænke på mad på (forbudt/tilladt – læs mere om det her).
Dét er problematisk og det er det fordi sundhedsanprisningen af protein bruges som 1) en måde at maskere produkternes sande ‘identitet’ og dermed foranledige folk til at tro det er sundt på et falsk grundlag og 2) det bruges til at maskere et samvittighedsmæssigt anstrengt forhold til madvarer.
Det her skriver jeg ikke for at give mere dårlig samvittighed omkring mad, men netop for at pointere, at hvis man kan spise en Nutramino proteinbar uden dårlig samvittighed, kan man også sagtens spise en almindelig bountybar uden dårlig samvittighed – det er stort set det samme, udover lidt protein. Dernæst er pointen også aldrig at lade sig narre af lidt spidsfindig markedsføring. Jeg ser det fx i høj grad ske med glutenfri for tiden, hvor det har fået et automatisk sundhedsstempling, og jeg ser folk spise de mest underlige produkter, blot fordi det har en ordet ‘glutenfri’ på sig. Tag en tur til USA og man forstår hvor kæmpestor en industri det er blevet – og langt de fleste kan ikke engang forklare hvad gluten er, de har bare hørt det er *dårligt*.
Men er det ikke det samme du gør med proteinopskrifter?
Det er der sikkert nogle der kunne finde på at argumentere for, men i mine opskrifter er det ikke kun tilstedeværelsen af protein, som gøre dem til et ‘bedre’ alternativ end de traditionelle. Det er en generel udskiftning af en bred række af ingredienser og tilstedeværelsen af nogle langt mere næringsrige fødevarer, frem for en masse raffineret mel og sukker. Der bliver bare brugt en lang række bedre råvarer og samtidig er sukkerindholdet stort set altid meget lavt. Så generelt vil jeg mene, at jeg laver nogle ganske lødige alternativer/supplementer, men jeg gør, som I ved, også løbende opmærksom på, at det netop er et supplement og ‘rigtig’ mad (og grøntsager!) først og fremmest bør dominere ens kost.
Jeg ved, at det er næsten uhyrligt, at jeg skriver dette indlæg med min blog in mente – I know. Men faktum er, at protein bliver brugt markedsføringsmæssigt uhensigtsmæssigt til tider og jeg ønsker altid at folk skal bruge deres sunde fornuft. Jeg synes det er sjovt og fedt at foodhacke på den måde jeg gør, men vær opmærksom på sådan noget som fx proteinbarer- og shakes, som har et lige så højt sukkerindhold som slik. Jeg siger ikke, at det skal være forbudt og der er som sådan intet galt i at spise det (det kan jeg også sagtens selv finde på), men man skal bare ikke bilde sig selv ind, at det er hak bedre end en slikbar (som jeg også sagtens kan finde på at spise) og nødvendigvis er mere sundt fordi det er lidt protein i. Det er heller ikke fordi jeg mener lidt sukker tager livet af folk – det afhænger helt og holdent af personen. Visse personer kan fint indtage sukker i deres hverdag, andre har godt af at skære det ned – det afhænger af udgangspunkt og almen sundhedstilstand.
Og husk(!) nu endelig, at dette ikke er en opfordring til, at begynde at tænke forbudt/tilladt om madvarer – som jeg tidligere har skrevet, så er der plads til det hele, nøgleordene er moderation og portionsstørrelser. Dette er udelukkende et forsøg fra min side om at oplyse folk om, hvordan markedsføring til tider kan være med til at forvirre det hele lidt.
Så afsluttende: vær bevidst om at tilstedeværelsen af protein i sig selv ikke automatisk gør en vare sund og mærk efter om du bruger protein som en måde at maskere dårlig samvittighed i forhold til mad.
Og her er i øvrigt et langt bedre alternativ til bountybaren.