Jeg blev lidt træt, da jeg læste denne kronik (link) om veganisme.
Ikke fordi jeg synes veganisme eller en mere plantebaseret kost er en dårlig ide i sig selv. For det synes jeg ikke – faktisk spiser jeg selv næsten ikke kød.
Men fordi den samme evindelige moraliserende retorik, som jeg igen og igen støder på i veganermiljøet, endnu engang gentages. Her får veganerne spalteplads i en prominent avis og så er der intet nyt under solen: alle de samme kommunikationsfejl gentages.
Noget af det jeg anser som det ubetinget mest problematiske forhold ved veganismen i forhold til dens udbredelse, er
1) Budskaberne bliver moraliserende i sådan en grad at folk automatisk vender det døve øre til.
2) Den er ofte kompromisløs – det er alt eller intet.
3) Argumenterne er gennemført uvidenskabelige eller ekstremt selektive.
Kronikken gør sig skyldig i stort set alt ovenstående.
Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer
Den indleder, gudhjælpemig (see what I did there), med en bibelsk svada hvor kødspisning sidestilles med syndefaldet. Allerede her bliver den moraliserende tone slået godt og grundigt an. Hvornår har man nogensinde vundet nogen over på sin side ved at fortælle dem at det de gør er forkert og umoralsk? Særligt når det for personerne selv ikke forekommer sådan.
Selv overskriften (”Tiden er inde til at blive veganer”) er moraliserende og kommanderende.
Det er en afsindigt dårlig overtalelsesteknik og det er mig ubegribeligt at veganermiljøet hænger så stædigt fast i den, hvis målet er at vinde flest muligt over på deres side.
Og siden hvornår har biblen været bevis for noget som helst?
Videnskabelige krumspring
Så til den ekstremt selektive ‘videnskabelige’ del af kronikken.
En af mine andre store kæpheste ved veganermiljøet er at den konstant forsøger at overbevise om at kødspisning er usundt.
I moderation er der intet der tyder på, at kødspisning er usundt.
Der er så mange andre argumenter for at skære ned på kød, fx den klimamæssige, som er meget hårdtslående endda, og alligevel insisterer veganere på at ville overbevise alle om at det er møghamrende farligt at spise kød (og mælkeprodukter). Det er kostreligion og forekommer fanatisk.
I de store samlende metastudier vi har om mælk, ser det ud til at risikoen for prostatakræft øges lidt, mens den faktisk falder hos andre typer af kræft. Derudover viser et stort nyt metastudie, at der ikke er nogen som helst sammenhæng mellem indtag af mælk, og dødelighed (link). Det er hvad videnskaben siger om mælk.
I forhold til kød, kan vi sige at én specifik type af kød – forarbejdet kød (saltet, røget, fermenteret) – lader til at have en indvirkning på en bestemt type af kræft: tarmkræft. Her ser man en øgning i risikoen på 18% for dem der spiser forarbejdet kød dagligt, men ser man på dette i forhold til livstidsrisikoen for at udvikle tarmkræft, er det en meget lille reel risikoforøgning (fra 5,6% til 6,6%).
Det er altså den værste konsekvens ved at spise den ”værste” form for kød: en stigning på ét procentpoint i livstidsrisiko for at udvikle én bestemt type af kræft.
Det er det veganere har videnskabeligt belæg for at sige om kød i relation til kræft.
Kronikken skelner selvfølgelig ikke i forhold til dette. Her er det blot ‘kød’ – der springes let og elegant hen over, at det er en specifik type af kød og en specifik type af kræft og en relativt lille øgning.
Det bliver en skinger og skør retorik, fordi der skal tages så monumentale argumentatoriske krumspring og decideret manipuleres med formidlingen af studier, for at der kan laves en sag for at tilstedeværelsen af kød i ens kost automatisk er usund.
I kronikken skriver de også at: “Det er veldokumenteret, at økologisk fødevareproduktion belaster miljøet langt mindre end konventionel, og at produkterne er sundere”
Også dette er løgn: Ingen af delene er det man kan kalde for ‘veldokumenteret’. Der er lavet en metanalyse som konkluderede økologi er mere næringsrigt, men den analyse er blevet kritiseret offentligt for være fejlagtigt og dårligt designet (link). Hele tre andre metaanalyser (se her og her og her) der er lavet af økologisk landbrug kontra konventionelt har fundet, at der ikke er nogen forskel i sundhedseffekter. Dette var dog foretaget i USA, hvor der er andre regler omkring økologi.
Vi kan altså på ingen måde sige, at det er veldokumenteret, at økologi skulle være sundere.
Heller ikke bæredygtigheden er ‘veldokumenteret’. Tre professorer har faktisk gennemgået studier om økologi kontra konventionelt landbrug fra de sidste 20 år og fundet frem til økologi ikke er mere bæredygtigt (link)
Det betyder ikke at økologi ikke kan være vejen frem, men det ser ikke ud til at det skal være i den nuværende forfatning.
Pointen er, at der – som så ofte før – laves henkastede påstande omkring sundhed, uden at man har sat sig ind i den videnskabelige litteratur.
Så til en af de mere grelle. Et rigtigt pseudo-argument: der bliver nævnt at et lægepar ‘angiveligt’ har helbredt kræft med en rawfood-diæt.
Skal vi ikke lade det blive ved ‘angiveligt’ eftersom der ikke er skyggen af beviser for det. Det er ligesom andre der mener angiveligt at have helbredt kræft med healing, homøopati eller et mirakelmiddel af en art.
Det skal og bør aldrig bruges som legitime eksempler eller argumenter for noget som helst, når der intet er til at støtte op omkring det.
Ny strategi
Hvis veganermiljøet gerne vil vinde frem, burde de kraftigt revurdere deres approach til at udbrede veganisme. Lige nu prædiker de, akkurat ligesom forfatterne af kronikken.
Et ydmygt forslag kunne være at veganere erkender, at man rent faktisk godt kan leve sundt med kød i sin kost – for det tyder rigtig meget på. Det interessante er ikke, hvorvidt det er sundt eller ej at spise kød, men at vi kan vælge at lade være med det og der findes faktisk gode og legitime grunde til det (miljømæssige, økonomiske og etiske).
I stedet for den kompromisløse tilgang, hvor det kræves man vender 180 grader fra dag ét, kunne man i stedet foreslå små vaneændringer hvor man kan prøve det af i praksis. At stoppe med at spise kød er for de fleste en kæmpemæssig omvæltning som har så mange følgekonsekvenser, både socialt og kulturelt, at det er uoverskueligt.
Meget få kan derfor foretage denne ændring på én dag. Det er faktisk urimeligt at kræve det, hvis man ser objektivt på det. De fleste vil have brug for meget gradvis introduktion, hvis det nogensinde skal bliver en realitet. Det fejler veganermiljøet, grundet insisteren på kompromisløshed, igen og igen i at indse. Det er for det meste alt eller intet – og der bliver set ned på, hvis man ikke går hele vejen med det samme.
Så valget vi kan træffe er det interessante. Ikke den konstante moralisering og lemfældige omgang med videnskab.
Derfor er den her kronik symptomatisk for veganermiljøets kommunikation. Der står at de ‘bifalder at nogle ‘nøjes’ med at skære ned på kød’, men det fylder uendeligt lidt i det helhedsindtryk der gives med på vejen.
For hvem når overhovedet forbi indledningen? Hvem gider at få smidt i hovedet, at de er umoralske og har syndet? Det er den fordømmende præst der taler til sin kordegn om hedningene. Det er ekskluderende, ikke inkluderende.
Det overbeviser ingen udover dem der allerede er overbevist.
Jeg har faktisk flere gange tilbudt min hjælp gratis til fx Go Vegan, da jeg synes det er så åbenlyst de mangler nogle ordentlige måder at kommunikere et budskab om en mere plantebaseret kost, som ikke pisser folk af og automatisk sætter dem i forsvarsposition.
Men ‘veganerbevægelsen’ lader i det store hele bare til hellere at ville fortsætte med samme ineffektive retorik. Den fremgang veganermiljøet trods alt har haft, kan snildt tilskrives det faktum, at klimadebatten fylder meget i medierne efterhånden og at rigtigt meget tyder på at kødforbruget bidrager til den klimakrise vi har – og folk derfra vælger at skære ned på kød.
At folk kan nedsætte kødforbruget eller helt droppe det uden at der skal moraliseres og man skal påduttes en masse følelsesmæssige argumenter, er gået størstedelen af veganerne lige hen over hovedet. Og det er ærgerligt.
Og der er tilsyneladende en modvilje at indse at de ‘argumenter’, som har stået uforandret i mange mange år ikke virker. Man kunne jo spørge sig selv hvorfor skulle de pludselig virke nu, når de aldrig har gjort det?
Veganernes måde at kommunikere på (ikke veganisme i sig selv), glimrende eksemplificeret ved denne kronik, er dårligt for debatmiljøet. Og også for miljøet. For med retorikken modarbejder de efter min mening målet om at få folk til at spise mindre oksekød, som er en af de helt store klimasyndere.
Tak til Morten Elsøe for sparring (tjek hans Facebookside ud her)