For lidt siden stødte jeg på et opslag på Facebook. Opslaget var fra en pige som fortalte om hendes kamp med bulimi og et forskruet forhold til sin krop og en dårlig psykisk tilstand.
Hun berettede heldigvis om, at hun havde fået styr på sin spiseforstyrrelse igen.
Men så kom den del jeg fik galt i halsen. Hun havde nu besluttet sig for at stille op til en fitnesskonkurrence i 2016. Og blev vejledt af en coach.
Det fænomen er jeg stødt på alt for mange gange: tidligere spiseforstyrrede piger der er i bedring, som så beslutter sig for at ville stille op.
Jeg forstår godt hvorfor: det giver et konkret mål at gå efter (også et meget dårligt et af slagsen, men det kan jeg skrive mere om en anden god gang) og det er et forløb hvor man har ultrameget kontrol med sin krop og kost. Endvidere er hele fitnessmiljøet et sted hvor der er masser af mulighed for anerkendelse for sin krop. Det er også dragende, når det er noget man har kæmpet med.
Dét tiltaler naturligvis dem, der har et behov for kontrol over mad og krop. Et kontrolbehov der har været ude af kontrol, vel at mærke.
Jeg forstår derfor godt at disse personer søger hen imod fitnesskonkurrencer.
Det jeg ikke forstår er, hvorfor disse coaches siger ja til at vejlede disse piger igennem et konkurrenceforløb.
I eksemplet her, beskrev hun, at hun var i bedring sent i 2014. Det er meget lidt tid der er gået i en ‘stabil’ tilværelse før man begynder op på en strengt diætforløb som kan fremprovokere alle de gamle følelser igen.
Alligevel ser jeg coaches og personlige trænere igen og igen sige ja til at vejlede spiseforstyrrede piger mod konkurrencer. Og jeg synes det er decideret uansvarligt.
Hvorfor?
En fitnesskonkurrence indebærer en ekstrem kontrol med mad, konstante tanker om mad, gradvis fjernelse af kalorier og nedadgående kropsvægt – kombineret med hård, ofte daglig, træning. Alt sammen ting, som objektivt set, harmonerer rigtigt dårligt med spiseforstyrrelser. Faktisk er det jo netop de ting man gør, når man har en spiseforstyrrelse,
Alle der har haft erfaring med stringente diæter og længere tid samt fitnesskonkurrencer, vil istemme (nogle måske modstræbende), at den typer af diæter vil give et anstrengt forhold til mad og kan gøre det meget svært reelt at mærke sin egen sultfornemmelse.
Dernæst kommer tiden efter sådan en konkurrence, som alle der har gjort det, kan skrive under på er en hård tid. Man tager på og ligner slet ikke det man har brugt halve eller hele år at bygge en identitet op omkring; en ‘atlet’ med lav fedtprocent.
Man kan i den grad komme til at kæmpe med spejlbilledet og sin opfattelse af hvordan kroppen bør ser ud. Det rammer mange rigtig hårdt og kan betyde et gevaldigt knæk i selvtilliden. De piger jeg har hørt fra, har det ramt hårdt, uanset hvor meget de mentalt havde forberedt sig på, at det ville ske.
Pigen beskrev en tid med manglende selvværd og selvtillid i forbindelse med sin spiseforstyrrelse. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor hårdt efter-forløbet så vil ramme hende. Og vil hendes coach så også være der for hende der, eller er hun overladt til sig selv?
Jeg skrev en kommentar til hendes opslag. Det var måske naivt, men jeg håbede at jeg kunne forklare hvorfor det var en dårlig ide, med hendes fortid (og nutid for den sags skyld) in mente.
Men hun følte sig angrebet og slettede mit indlæg. Derefter skrev hun privat til mig, at hun ikke ønskede kommentaren på sin side men jeg kunne skrive privat til hende. Det gjorde jeg så – konkret skrev jeg dette:
Hendes svar?
“Tak for omtanken. Men nej tak. Hav en god aften”.
Jeg forstår det godt. Hun føler sig i den grad angrebet og mit håb var naivt.
Hvem kunne i virkeligheden rykke noget hos hende her?
Det kunne hendes coach. Det er dén person hun har kastet sin tillid til og stoler på.
Hvem valgte at skrive en lang retfærdiggørelse af sin praksis dagen efter?
Det gjorde hendes coach.
Det jeg forsøger at sige med denne blogpost er at disse coaches har et ansvar når de bliver opsøgt af piger med en seriøs spiseforstyrrelse i rygsækken. Og det er at sørge for at sende dem videre til nogen der kan give dem de bedst mulige omstændigheder for at opbygge deres selvværd og normalisere deres forhold til mad og sørge for det forbliver sådan.
Det vil være 100 gange mere værd end det at stå en scene nogensinde vil være.
En fitnesskonkurrence er åbenlyst ikke svaret på ovenstående og det er mig ubegribeligt at man alligevel vælger at gamble med disse personers psyke og helbred ved at guide dem igennem et forløb der har alle muligheder for at slippe djævlen løs igen. Og også ofte gør det hos selv folk som aldrig har haft en spiseforstyrrelse.
Så selv om man skulle betragte sig selv som værende ovre sin spiseforstyrrelse, er det stadig at gamble med skæbnen.
Så lad hermed dette være et opråb til coaches og personlige trænere: tag ansvar!