I går læste jeg at Fitness World vil sælge is i deres træningscentre rundt omkring – hvilket jeg lavede en statusopdatering om på min facebookside; over 200 kommentarer i tråden afslørede at rigtig mange synes at det er en dårlig ide – mens der også var nogle sobre indlæg omkring, hvorfor det måske ikke gjorde det store.
I dag bragte Politikken så en artikel om, at det ikke blot er is de vil sælge, men også sukker-sodavand, slik, marsbarer osv; de vil forsøge sig med intet mere end 20 forskellige slags varer indenfor slik-kategorien.
Hvis det ikke var tydeligt før at de var komplet ligeglade med alt hvad træning, sundhed og “fitness” indebærer, så har de da for alvor cementeret det nu. Jeg har selv et medlemskab i Fitness World (træner dog ikke udelukkende der), da det er belejligt at kunne træne så mange forskellige steder – og ser man hvordan centrene opererer, er det desværre også mere og mere tydeligt, at de udelukkende er interesseret i det brede pengestærke segment af befolkningen, dvs dem der kommer ned 1-2 gange om ugen (højst) og står lidt på crosstraineren, læser lidt avis og går igen. Det er der intet galt i – men det burde virkelig ikke være dem der dikterer udviklingen i træningscenteret. Men Fitness World vælger, naturligvis har jeg lyst til at sige, at negligere enhver form for integritet. De har lige bevæget sig endnu et meget stort skridt væk fra det der burde være deres kerneværdier.
Med et stort udvalg af slik og sodavand samt et væld af fladskærme, begynder Fitness World mere og mere at ligne i biograf – den eneste forskel er at man står på et løbebånd eller en crosstrainer foran de mange skærme.
Pengemaskinen Fitness World
Alle de tiltag Fitness World foretager, blotter dem som en stor pengemaskine med komplet ligegyldighed overfor de principper de har grundlagt deres forretning på. Det handler om nøje kalkulerede tiltag, der skal give afkast i mere profit – og de er fuldkommen ligeglade med hvor selvmodsigende deres kommunikation så er. Lad os tage et par eksempler:
Fitnessworld har forbudt tunge håndevægte i deres træningsentre. Alt over 40 kg er fjernet. Forklaringen her er, at de ikke ønsker at tiltrække den type af mennesker, der bruge de håndvægte og den slags “tung styrketræning” er derfor blevet forbudt.
Samtidig er de dog hoppet med på hele crossfit-bølgen, har anskaffet sig kettlebells, battle-ropes, pull-up stativer og små “funktionelle områder”. Hvorfor? Fordi der er penge i skidtet – og det ved de godt. Crossfits øvelsesrepertoire involverer dog, sjovt nok, i høj grad en lang række “styrkeøvelser” såsom dødløft, bænkpres, cleans osv – som på ingen måde hænger sammen med den øvrige linje som FW kører (fx at gøre T-bar row forbudt samt at fjerne håndvægte). Men det er de ligeglade med – for der er jo penge i det for tiden!
Palæo-kost har tæt sammenhæng med netop crossfit – og her er det uprocesserede fødevarer, økologi, grøntsager og kød der er i centrum. Hvor godt hænger det sammen med salg af marsbarer, cola og is? Ikke specielt godt – men det er jo lige meget – for der er penge i det! Lad os se helt bort fra palæo – hvordan hænger sund og nærende kost, ting som FW burde fremme, sammen med marsbarer, cola og is? Det tror jeg de fleste godt kender svaret på…
Facebooktråden affødte nogle ganske fine argumenter for hvorfor salget af is er ok, som jeg vil gennemgå her.
Jamen, folk kan jo bare lade være med at købe det – man har sin egen frie vilje
Det et helt korrekt – og jeg er indædt modstander af ansvarsfralæggelse; man er, for det meste, herre over sit eget liv og kan selv træffe de rigtig beslutninger, der hjælper én med at nå ens mål. For en overvægtig person, der ved han/hun har svært ved at holde sig fra de søde sager, kunne det fx være at afskaffe alle de søde sager fra ens husstand – således reduceres chancen for at man spiser det (dette er et rigtig godt råd for resten).
Med dette tiltag så inviterer Fitness World netop den slags folk til at falde i, specielt når man efter træning er træt og blodsukkeret måske er lidt i bund – det er ikke her man nødvendigvis træffer de bedste beslutninger (endnu et godt råd; køb aldrig ind på tom mave; man øger drastisk chancen for at lægge en masse ‘uheldige’ madvarer i indkøbskurven).
Til dette punkt vil jeg afslutningsvis citere mig selv fra Facebook i går, som svar på “at der skal være plads til en is bagefter og folk har der egen selvbestemmelse”:
“Jamen, jeg er ikke uenig som sådan – og det rører ikke mig personligt, da jeg bare lader være med at købe det, men problemet er de rigtig mange mennesker i FW, som måske ikke er alt for gode til at sige nej til den slags og kæmper for fx et vægttab. De har deres egen frie vilje, men et fitnesscenter burde opfordre dem til at nå deres mål – ikke falde i (og det gør folk). Det her har intet med deres slogan: “sund fornuft” at gøre – så skal de stoppe med at brande sig på den måde og i øvrigt plastre deres centre til med reklamer om vægttab. Det er både dumt og selvmodsigende.”
Fitness World er en forretning og de bestemmer selv hvad de vil sælge
Det er også helt korrekt – og det skal de have lov til, i den forstand at det er deres ret, men derfor kan man godt have en holdning om, at det er et virkelig dårligt valg. Jeg mener helt personligt træningscenteret er et sted man tager hen for at slippe lidt væk fra hverdagens stress; der er noget meditativt over at gå i krig med vægtene, løbebåndet – eller hvad man nu har valgt at bruge sin tid på. Det er sted hvor man arbejder, helt bevidst, på at forbedre sin krop, enten æstetisk eller konditionsmæssigt. Et fitnesscenter burde støtte den kamp, ikke modarbejde den ved at tilbyde fødevarer, som har en bevidst skadelig effekt for ens sundhed, såsom sodavand.
Jeg citerer Morten Zacho (lektor i idræt og biomekanik):
“Problemet er, at de hurtige kulhydrater øger insulin-indholdet i blodet. Hvilket kan føre til type 2 diabetes, overvægt og for højt blodtrykt. Plus at det forrykker vores appetitfornemmelse, så vi bliver alt for slutne, alt for hurtigt – og derefter overspiser”
Det er efterhånden veldokumenteret at fx vedvarende forbrug af sukker-sodavand giver en forøget risiko for type 2 diabetes – uanset hvordan man vender og drejer problemstillingen her, så burde Fitness World ikke være et sted, det bidrog til at facilitere den slags hos deres medlemmer.
Administrerende direktør i Fitness World, Per Lyngbak Nielsen, brillerer blandt med følgende citat i en artiklen fra Politikken: “Det er sund fornuft at få trænet og det er sund fornuft at belønne sig selv bagefter”.
Et sådan citat skriger af manglende forståelse for de folk der fx kæmper med vægttab. Jeg har set igen og igen, at folk der kæmper med overvægt netop har en tendens til at belønne sig selv med mad i alle mulige tænkelige situationer – på den måde retfærdiggør man det overfor sig selv. Et passende mod-citat her er: “Don’t reward yourself with food, you’re not a dog”.
Vi bør ikke bestræbe os på at tillære os selv at vi skal have mad i samme sekund vi har gjort noget positivt for vores krop; det er en helt forskruet tankegang, som FW tilsyneladende meget gerne vil støtte.
Det er i øvrigt også påfaldende at Fitness World selv skriver følgende på deres hjemmeside:
“Vent med at spise til en time efter træningen medtaget det lille proteinboost, vi omtalte før. Det passer med, at du tager et bad. Derefter skal du spise efter tallerkenmodellen, dvs. gode grøntsager, groft brød og kartofler og lidt protein. Pas på belønningskalorier og for store portioner” (kilde her)
og:
“Drop tomme kalorier, dvs. sukker, slik, kager, hvidt brød og alkohol i hverdagen og top i stedet op med grove, langsomme kulhydrater og protein” (kilde her)
Det kommer altså direkte fra Fitness World – men Per Lyngbak Nielsen, synes jo at man skal belønnes med kalorier efter træning. Og man skal droppe de tomme kalorier såsom slik og sukker – men bare ikke hvis man køber det i Fitness World, så de kan tjene penge. Dejlig konsistent kommunikation!
Per Lyngbak Nielsen afslører her at han er bedøvende ligeglade med de medlemmer der træner i Fitness World, men tænker på hvor mange penge der kan skovles ind. Og bevares – det er jo en forretning og der skal tjenes penge; men det kunne måske godt gøres på en måde, der både tilgodeser forretningen OG en eller anden form for sundhedsideal (som rigtig mange forretninger gør ganske godt).
Jeg kunne heller ikke forestille mig at medarbejderne i diverse FW-centre er specielt begejstrede for tiltaget (faktisk var der flere på Facebook, der tilkendegav de arbejdede i FW, men ikke kunne stå inde for det). Og jeg kan så udmærket godt forstå dem – som medarbejder i et træningscenter afspejler man netop, om man vil det eller ej, nogle kærneværdier. Jeg er ret sikker på de fleste medarbejdere i FW ikke ligefrem identificerer de kerneværdier i salg af slik og sodavand. Men sådan er det jo når direktøren har fået en god ide – der er ikke så meget at gøre.
Sund fornuft?
Fitness World brander sig på “sund fornuft” og har masser af reklamer og skilte med vægttab (som er noget af det de slår sig aller mest på, fordi det sælger mest), men laver så sådan et tiltag her. Det er hamrende inkonsistens og jeg synes det på ækel vis udstiller hvor uinteresseret de i bund og grund er i folks sundhed. Og det er dét der irriterer mig. Hvis de fremførte sig som det de reelt er; en pengemaskine og hamrende ligeglade med sundhed, træning osv – så ville jeg ikke have et problem med det. Men jeg har et problem når nogen siger ét, men gør noget helt andet.
FW må gøre hvad det lyster dem, men jeg synes dette tiltag er så himmelråbende dumt, at jeg blev nødt til at skrive dette indlæg – smid gerne en kommentar hvis du er enig, uenig eller noget helt tredje.