Forleden læste jeg denne blogpost – og bliver nødt til at samle bolden op at komme med et opfølgende indlæg. Ikke mindst fordi Danica, som har bloggen, opfordrede mig til det.
Danicas pointe er grundlæggende denne:
“Jeg uddybede jo heller ikke ret meget angående hvad jeg mente med, at det ofte blev for meget for mig at følge andre blogs og Instagram. Især Instagram er blevet til et had/kærlighedsforhold. Jeg elsker at følge med i andres liv (både hverdagsaktiviteter og dem, der deler sundhedsrelaterede billeder). Jeg meldte mig selv til Instagram for at dele alle de øjeblikke, der ikke kom på bloggen og sådan er det fortsat. Halvt familie og halvt sundhed. Ingen underliggende agenda. Men min opfattelse af Instagram er, at det er blevet noget konkurrencepræget noget. Eksempelvis hvem deler flest billeder på en dag, hvem laver den pæneste mad, hvem har flest followers, hvem træner mest og hårdest, hvem bruger hele deres ferie på at træne frem for blot at slappe af. Og ”follow for follow”, “like for like” og “shoutout for shoutout”. Totalt stress og irriterende!”
Grundlæggende så føler Danica, at hun skal leve op til noget hun ikke føler, at hun kan – og det giver anledning til stress. Jeg kan anbefale at læse resten af indlægget jeg har linket til i starten, for at få det hele med. Blogposten har modtaget overvældende respons – og næsten alle har samstemmigt vedkendt sig, at de er helt enige og at det er befriende, at der endelig er nogen der sætter ord på det.
Der er én fælles faktor for alle der har kommenteret med rungende enighed; det er alle kvinder.
Min pointe her er, at den følelse Danica sidder med er noget jeg har observeret i høj grad er betinget af køn, specifikt det køn med de to berømte X-kromosomer.
Jeg begår mig rigtig meget på sociale medier, da jeg er lidt af en nørd på det område og også arbejder professionelt med det – og en del indenfor træning- og kostverdenen, og jeg ser en helt klar tendens her; kvinder er som oftest meget sort/hvide, når de først kaster sig over træningen. Der er sjældent en gylden middelvej. Det er alt eller intet. Hele arsenalet fyres af på en gang; 7 x træning ugentligt, masser af cardio, kun udvalgte “clean” fødevarer og en nær besættelse af træningen. Og hvis de ikke gør det, så har de en forestilling om, at det er sådan det burde være – fordi de jo ser andre gøre det. Det er her “forventnings-effekten” kommer ind i billedet.
Grundet overstående tendens, så føler kvinder, at de skal leve op til et ekstremt ideal. Det er faktisk ikke engang noget vi mænd sætter op (selvom jeg er overbevist om at vi ikke bidrager positivt til det) – det er snarere en intern udvikling kvinderne iblandt, fordi der bliver fokuseret så meget på “clean” mad, masser af træning og lav fedtprocent. Det er der i og for sig intet galt i – man skal bare være bevidst om, at de opdateringer man ser på sociale medier, jo altså kun viser et lille udsnit af et meget stort billede og det, i langt de fleste tilfælde, ikke er repræsentativt for hvordan tilværelsen for en given Instagram-bruger ser ud. Når en bruger konsistent poster billeder af såkaldt “clean” mad, betyder det ikke, at vedkommende ikke til tider falder i og spiser noget andet. Ligesom alle billederne fra træningen heller ikke betyder, at vedkommende aldrig misser en træning. Og selv hvis personen vitterligt aldrig misser en træning, hvorfor skulle man så selv få dårlig samvittighed af det? (med mindre man aldrig kommer afsted, med det er en anden sag).
Undersøgelser har vist, at Facebook gør folk lidt smådeprimerede over at følge med i hvor vildt andres liv er og hvor godt de har det (læs mere her). Sandheden er, at de/vi lever ganske stille og roligt det meste af tiden, men blot vælger at vise de fedeste øjeblikke. Det er jo ganske naturligt – hvem gider at se på billeder fra opvasken mandag aften, hvis man kan smide billeder op af sig selv foran Grand Canyon eller poste opdateringer om sit 12-tal til eksamen. Mon ikke vi alle her selv kan nikke genkendende til det?
Chancen er, at du oftest lidt føler dig som hende her
Det er altså ikke et ukendt fænomen, at vi viser os fra vores aller bedste side på sociale medier – både Instagram og Facebook (og andre steder). Lige nu er der så en boomende sundhedsbølge over os – og færdes man i en verden med træning og kost, og har et netværk af ligesindede, så kan man godt regne med at ens feed, både på Facebook og Instagram, er fyldt op med opdateringer om, hvor meget der er trænet, når der er lavet rigtig god (og sund!) mad og det hele er perfekt – det kører bare! Dette bliver man bombarderet med hele dagen igennem, hver gang man fx tjekker Instagram.
Det er derfor ikke noget at sige til, at man pludselig sidder med en følelse af at være utilstrækkelig, når man bliver bombet med perfektion konstant – og det er så her, at jeg specielt oplever, at kvinder virkelig tager det til sig og slår sig selv i hovedet over ikke at kunne være med på et meget højt niveau konstant. De bliver ofre for forventnings-effekten.
Derudover har vi alle motivationsbillederne af fitnesspiger, som florerer på nettet og konstant postes på sociale medier. Det kan være motiverende at se disse kvinder stå helt toptunet, men sandheden er, at langt langt de fleste af dem, kun evner at stå i den fremviste form i et par dage af gangen. Det er også meget normalt, at der bliver brugt intense diæter op til photoshoots, hvor der manipuleres med væske, kulhydrater og træningen, for at man kan stå absolut skarpest. Tilsæt dertil lidt photoshop og det faktum rigtig rigtig mange af dem også anvender ulovlige præparater, såsom efedrin og clenbuterol. Det er absolut ikke repræsentativt for, hvordan personerne ser ud til hverdag.
Kvinder er ikke designet til at rende rundt med en kronisk lav fedtprocent – det er ganske simpelt naturstridigt. Betyder det, at man ikke kan være en flot form og have definitioner? Nej! Men man skal lære at skelne mellem dét og så det, at stå med en meget meget lav fedtprocent som resultat af en intens diæt.
Det skal også nævnes, at der vil være nogle der godt kan rende rundt og stå med en lav fedtprocent næsten hele tiden – og det er som oftest fordi, at de har været heldige med gode gener fra naturens siden – og oven i lægger en stor indsats i det. For langt størstedelen af kvinder, så vil de have det absolut miserabelt i sådan en form, fordi det er så unaturligt for deres kroppe at være så langt nede (hvorfor de også ofte ikke kan menstruere). Og så kan man spørge sig selv – er det virkelig værd at stræbe efter den krop, hvis prisen man betaler er, at man ikke er glad og har et godt velvære? Jeg ved godt hvad jeg synes.
Og dette skal ikke tages som jeg advokerer for ansvarsfralæggelse. Hvis man bærer rundt på overflødige kg skal man ikke skyde skylden på ens natur – det er for lidt motion og dårlige spisevaner – det kan, og bør man, rette op på. Man kan sagtens komme i god form – det jeg snakker om her, er det specifikke eksempel med bombarderingen af kvinder i ekstremt god form, som opsætter urealistiske forventninger til, hvordan kvinder kan rende rundt og se ud til hverdag.
Sådan her ser meget meget lille procentdel ud til hverdag
Og netop derfor blev Danicas indlæg så populært – og så mange kvinder der svarer og ånder lettet op; det er befriende at én endelig tør sætte ord på, at det er hårdt at leve op til og det ikke burde forholde sig sådan.
Men min altoverskyggende pointe med dette indlæg er, at fortælle at I (jer, kvinder) ikke behøver at leve op til noget som helst. Det er OK ‘kun’ at træne 3 gange om ugen. Det er OK ikke at spise “clean” mad konstant (og jeg har en blogpost på vej om, hvorfor hele betegnelsen “clean” mad burde dø).
Det handler om at gøre hvad der gør én glad (uden at ødelægge sin krop) her i livet. Det er alt for kort til andet. Og det handler om at acceptere, at man til tider laver fejl, træder ved siden af og ikke helt kan følge med – men det betyder ikke at man ikke er god nok. Det er usundt i sin kerne at stresse over, hvorvidt man har fået trænet alle ugens dage og spist 100% skemalagt.
Der sker ikke noget som helst ved at holde en pause fra træningen – jeg holder selv 5-6 fridage hver 4 uge, da min krop ellers går i stykker. Jeg har lært at elske den pause – det giver mig tid og frirum til at fokusere på noget andet end træning. Som alt andet i livet handler det om balance. Så lær at sortere lidt mere og fokuser på det budskab du selv gerne vil have frem.
Hvis Instagram gør dig deprimeret, så drop det – men ellers så brug det til at facilitere dine egne budskaber, fokuser på de ting ved andre der motiverer dig og lad være med at tro du skal være på præcis samme måde. Brug det som et redskab til motivation og ikke som en målestok af din egen formåen.
Hvis billeder af fitnesspiger motiverer dig – så brug dem endelig – hav blot realistiske forventninger til hvordan du kan se ud til hverdag. Kort sagt; sorter i strømmen af information og lad være med at lade dig påvirke af din egen forestilling om, hvordan du tror andre synes du skal se ud og hvordan du som følge deraf mener du burde se ud. Undgå at blive offer for forventnings-effekten. Hvis du kan dét – så kan du også bruge de billeder der florerer som et positivt redskab til motivation, uden at det ødelægger selvværdet.
Afsluttende vil jeg blot fastslå, at dette ikke er ensbetydende med, at jeg mener man skal spise chokolade og pandekager dagen lang og forkaste sundhed og motivation, men have i baghovedet at ingen er perfekt konstant – fokuser på det du kan bruge for at motivere dig og brug det aktivt for at nå dine mål.
——
Kender du også til følelsen af utilstrækkelighed fra de sociale medier? Så kommentaer herunder og lad mig høre dine tanker om emnet :)
—–
Efterskrift:
Jeg bliver lige nødt til at lave et lille postludium, da jeg kan se mit indlæg desværre er blevet mistolket af op til flere. Så blot lige for at få det på det rene: jeg advokerer ikke for, at man skal dovne den, ikke skal træne meget og skal bruge genetik, som en undskyldning for ikke at give den en skalle og forsøge at nå sine mål. Jeg siger heller ikke, at man ikke kan komme i rigtig god og flot form – og heller ikke, at jeg ikke synes man skal stræbe efter det (jeg går selv op i at holde en god form).
Det jeg derimod siger er blot at man skal have realistiske forventninger. Man skal vide, at de mange billeder man ser af fitnesspiger, som oftest forudsætter, at de har været på en hård diæt og brugt såkaldt “væskeudtømning” og at de sjældent står i sådan en form i mere end et par dage af gangen. Alle disse billeder kan, hvis man ikke ved bedre, være med til at skævvride billedet af, hvilken form man realistisk kan opnå i hverdagen, året rundt. Endvidere er min pointe, at man ikke bør slå sig selv i hovedet, for ikke kunne træne alle ugens dage og at man ikke kan være med på det niveau man ser andre have; mindre kan også gøre det. Det betyder ikke at man ikke kan arbejde hårdt med mindre – det kan man sagtens. Min mission med dette blogindlæg er blot, at lade jer kvinder vide, fordi jeg ofte oplever det er jer der er hårdest ved jer selv på det punkt, at det er OK ikke at kunne køre på højeste niveau konstant. Bombarderingen af det “perfekte liv” kan gøre man pludselig føler sig utilstrækkelig – og hvem har ikke prøvet at sidde derhjemme og kigge sit Facebook-newsfeed igennem og føle man pludselig har et ret kedeligt liv? Det har vi næsten alle sammen – det er helt normalt, men man skal bare lige huske på at det kun er et lille udsnit af virkeligheden og selvsamme person, der poster om hvor fantastisk han/hun har det, kan sidde næste dag og have præcis den samme følelse dagen som dig. Så helt grundlæggende siger jeg blot; tænk på “the bigger picture”, vær awesome, vær realistisk og brug alle de ting her som et redskab til motivation og ikke frustration.