I filmen Matrix står hovedpersonen, Neo, på et tidspunkt overfor et valg hvor han kan vælge at tage den blå pille eller den røde pille. Den blå pille vil gøre at han forbliver i en fabrikeret virkelighed (The Matrix) og lever i ‘lykkelig uvidenhed’, mens den røde vil gøre, at han undslipper The Matrix og lever i den virkelig verden; han vil komme til at kende sandheden.
Hvorfor dette er relevant, vil jeg vende tilbage til senere i dette blogindlæg, men først en lille anekdote fra da jeg var yngre.
Da jeg boede i Kalundborg i mine tidlige teenageår var jeg fløjtende ligeglad med kosten. Jeg har aldrig været opdraget med et anstrengt forhold til mad, da mine forældre aldrig har været specielt strikse omkring det. Min mor var overvægtig det mest af min barndom og sit liv (hun har dog siden smidt alle de overflødige kg og holdt dem fra døren lige siden) og min far har også altid haft den klassiske hyggelige ‘jeg-spiser-lidt-for-godt-far-mave’. Jeg selv var en tynd dreng med små fine led (de små fine led har jeg stadig).
Slik, cola, kage osv har altid været faste indslag i weekenden gennem min barndom, som i så mange andre familier.
Jeg var en årgang rigtig gode venner med min nabo, Rune, og vi udviklede hurtigt et smart system. Først spurgte vi hans far om lidt slikpenge, derefter hans mor, så min far og så min mor. På den måde fik vi skrabet det maksimale beløb sammen hver gang. Ritualet var herefter det samme hver gang; vi tog op til den lokale købmand og købte en masse slik/kage og sodavand (jeg købte næsten altid Urge – husker nogen den?), og så cyklede vi hen til en legeplads ikke langt fra hvor vi boede, for at sætte og spise os firkantede i slik og sodavand. For mit vedkommende involverede det næsten altid en hel pose chips (sourcream & onion) eller måske en roulade (jeg spise roulade direkte fra pakken dengang) og en sodavand.
Hvad er pointen med den historie?
Jeg skænkede ikke det en eneste tanke. Ingen dårlig samvittighed. Ingen tanker om kalorier, sukker eller andet. Den bevidsthed eksisterende slet ikke endnu.
Jeg havde endnu ikke taget den røde pille.
Senere da jeg begyndte at træne for alvor, havde jeg en naiv ide om at alt hvad jeg spiste blev omsat direkte til muskler og jeg kørte gladeligt en pakke gifler + 1 liter kakao ned, med fuld overbevisning om at det gik direkte i mine biceps.
Det var først da jeg besluttede mig for første gang at ‘cutte’ (læs: smide fedt og samtidig bevare så meget muskelmasse som muligt), at jeg tog den røde pille.
For at kunne gennemføre et succesfuldt vægttab er det nemlig afgørende man opnår en viden omkring hvad der sker når man spiser. Man skal have en fornemmelse for kalorier/energi og en forståelse for at visse madvarer indeholder mere af det end andet. Man kommer til den erkendelse at for at tabe sig, så skal man indtage mindre energi end man forbrænder. Det er helt grundlæggende.
Med den grundlæggende viden, kommer der en skelsættende ny bevidsthed om, at det mad man spiser påvirker ens kropskomposition, alt efter mængderne. Men ved at store mængder sukker måske ikke er den bedste ide.
Og her kommer forklaringen om Matrix ind igen. Den røde pille er et symbol på en ny bevidsthed/erkendelse om noget. Når man først har taget den, er der ikke nogen vej tilbage; man kender til sandheden. Men vil for altid have bevidstheden om at visse madvarer er ‘bedre’ end andre og visse madvarer kan påvirke en negativt. Man lærer pludselig at noget mad er ‘godt’ og andet er ‘dårligt’.
Og når man først har den bevidsthed følger en anden ting med: samvittigheden. For pludselig kobles der følelser og valg til de ting vi spiser. Man kan godt spise rouladen eller isen, men man slipper ikke for tankerne om hvad man gør: “det her er en dårlig ide”, “jeg bliver tyk af det her”, “det her er virkelig usundt” – og hvad ellers af klassiske tanker der kan præge en mens man spiser den slags.
Hvor man før kunne sidde og spiser en roulade og drikke 1 liter sodavand uden at have en eneste negativ tanke forbundet med det, er man nu præget af en masse ambivalente følelser.
Pointen med dette blogindlæg er ikke, at sige vi nu skal tilbage til at spise en masse junk og være ligeglade. Slet ikke.
Pointen er, at nu har vi taget den røde pille og vi har bevidstheden. For altid. Nu skal der arbejdes med den bevidsthed, så den ikke blive en hæmsko i vores sociale liv eller bare generelle hverdag.
Det er ufatteligt opslidende konstant at skulle okkupere ens hjerne med en kontinuerlig krig om det man nu spiser er ‘godt’ eller ‘dårligt’. Og det er den sikre vej til at få et anstrengt forhold til mad og i øvrigt nedsætte ens generelle velvære. Det er ligesom, der er lagt et filter ned over alle tanker, som man først lige skal igennem, før man kan træffe et valg om mad. Og for at komme igennem det filter, oplever man en masse ubehag og ambivalens.
Det er derfor, at jeg så udtalt advokerer for at man lærer at se på mad som mad uden at tillægge det negative konnotationer.
Du har taget den røde pille og der er ingen vej tilbage – så hvad gør du nu? Mit råd er, at du lærer at arbejde med ovenstående tankegang: mad er mad. Men bevidstheden er der og det vil den altid være – det er også fint nok, den skal bare ikke overtage dit liv og dine tanker.
Når jeg siger man skal fokusere på, at ‘mad er mad’ mener jeg ikke, at man så bare skal spise som det passer én uden overhovedet at skæve til sundhed. Man kan sagtens fokusere på at spise sundt og nærende (det gør jeg også), men det afgørende er blot, at man ikke gør det på bekostning af at alt andet kategoriseres som ‘dårligt’ og dermed bidrager til den føromtalte kontinuerlige mentale krig, hver gang man så afviger fra det mad, der ikke passer ind i ens selvdefinerede univers af sundhed.
Man skal med andre ord lære at anderkende bevidstheden er der, for den går ikke væk, når man først har taget den røde pille – men så derefter også arbejde med at lægge den fra sig. Det er nemmere sagt end gjort, men det er ikke umuligt.
Lad os antage du er taget ud for at spise en god burger. Lige så snart man sætter tænderne i den, begynder bevidstheden at sparke ind: “er det her en god ide”. “den smager godt, men det er jo usundt”, “det her er ikke godt for min krop”, “det hvide brød er usundt” osv.
Glem alt det. Det er en naturlig konsekvens af at man er oplyst, men det er også en destruktiv konsekvens.
Der burde aldrig være skyldfølelse forbundet med at indtage mad. Aldrig.
Arbejd med tanken om at intet mad er forkert. Du kan spise det hvis du har lyst – det er dig selv der bestemmer det. Du træffer selv valget. Men det er *ikke* forbudt. Jo mere forbudt du gør det, jo mere ønsker du det og jo flere tanker om skyld og dårlig samvittighed er der forbundet med at spise det. Anderkend bevidstheden er der – og læg den så i baggrunden og fokuser på at lære din krops signaler at kende.
Moderation og portionsstørrelser er nøgleordene.
Har du virkelig lyst til den burger – så spis den. Udøv mindfullness (forstået på den måde at du er til stede mens du spiser og ikke blot hugger det i dig) omkring madoplevelsen, nyd det, sæt pris på det – og lad være med at føle skyldfølelse. Overhovedet.
Ingen er nogensinde blevet tykke af at spise en burger, et stykke hvidt brød eller en is – men mange er af at spise det for meget og for ofte. Og det er her forskellen er: moderation og portionsstørrelser. Så længe man sørger for at have nogenlunde styr på de to parametre, er der ikke noget at frygte.
Jeg er selv et godt eksempel. Jeg har boet i USA og elskede at spise på Chipotle der. Jeg holdte mig dog til deres bowls uden brød, fordi jeg ikke kunne få mig selv til at spise det hvide brød en burrito kommer i. Det var komplet og aldeles tåbeligt. Men på det tidspunkt ville der være en klar skyldfølelse forbundet med det og derfor undgik jeg det.
Sidste sommer var jeg afsted på en 6 ugers roadtrip, men denne gang havde jeg ændret mit mindset. På det tidspunkt var jeg begyndt at ophæve grænserne mellem ‘godt’ og ‘dårligt’ mad og jeg spise burritos. Og masser af dem – jeg sørgede blot for at resten af mit madindtag var justeret, så der var plads til det. Og jeg spiste dem uden at have den mindste form for skyldfølelse associeret med det – og jeg nød dem, hvert et bid. Det gik op for mig hvor helt igennem fjollet det havde været, at jeg al den tid havde undgået noget der smagte så godt, pga. en ubegrundet og irrationel skyldfølelse forbundet ved at spise noget jeg havde kategoriseret som ‘usundt’. Sandheden var, at der intet skete. Faktisk tabte jeg mig i løbet af den tur. Portionsstørrelser, moderation og nydelse.
Portionsstørrelser kan man få styr på ved at gøre det mere struktureret (fx ved at tælle makroer) eller mere på slum og lave nogle grove estimater og blot gå efter sin sunde fornuft.
Det sidste halve år har jeg fuldkommen afstået fra at tælle noget som helst, men bruger blot min sunde fornuft. Jeg spiser sundt og godt, men også de ting jeg har lyst til, når lysten indtræffer – fordi 1) der sker ikke noget som helst ved at gøre det i moderation og 2) det givet mig øget velvære, fordi den interne krig omkring mad elimineres. Og jeg nyder det – det bliver en madoplevelse. For nu kan man fokusere på maden og smagsoplevelsen uden at det skal igennem et filter. Det kan til tider stadig springe op, fordi det er en svær mental vane at ryste fuldkommen af sig. Men hvis man fanger tanken og bliver bevidst om det, så kan man hurtigt ryste det af sig.
Og hvorfor synes jeg man skal udøve det approach? Fordi dét er en livsstil man kan følge resten af sit liv, modsat en kost baseret udelukkende på ‘clean’ mad. Det er fleksibelt (man skal ikke rende rundt og være fortvivlet i sociale situationer), det giver mening, det giver et mere afslappet forhold til mad og det er en langsigtet strategi. Kalorie- og makrotælling er redskaber der kan være brugbare, men jeg er fast overbevist om det gør os småskøre konstant at skulle forholde os til tal på den måde og derfor bør det efter min mening kun bruges meget målrettet i afgrænsede perioder.
Så ja, du har taget den røde pille og vil for evigt have bevidstheden omkring kalorier, sukker osv, men du kan arbejde med den bevidsthed og få den til at arbejde med dig i stedet for imod dig. Den røde pille behøver ikke at betyde en trist virkelighed, som Neo oplever efter han har taget den. Nøgleordene er moderation, portionsstørrelser og nydelse.
Så det jeg siger er ikke I skal gå ud og gå løs i burgere og er roulader, men at den bevidsthed du har fået ikke skal styre dit liv og dine valg. Jeg siger heller ikke alle har det problem her – men jeg ved mange utvivlsomt har den tanke efter den røde pille er taget – og det er jer jeg henvender mig til.
Afsluttende er mit råd derfor: drop kalorietælling (med mindre du har et helt specifikt mål, hvor det kan være et brugbart redskab), spis masser af sundt mad, proteinopskrifter (jaja, det skulle jeg jo sige), dyrk motion, men tillad dig også de ting du har lyst til, uden skyggen af skyld. Bevæbnet med moderation og portionsstørrelser, kan det hele gå op i en højere enhed.
Efter-note:
Jeg ved at det grundlæggende budskab i dette blogindlæg på sin vis minder om nogle af de forrige jeg har skrevet, men jeg synes at den røde pille er en fin og nem analogi at huske på, næste gang man står i en situation hvor tankerne kører rundt i hovedet på en pga mad. Så næste gang du oplever det, så tænk på den røde pille – og husk så på at det er helt i orden og du skal kunne spise uden skyldfølelse. Læg bevidstheden fra dig :)
—————-
Fik du nogen værdi ud af dette indlæg, ville jeg sætte stor pris på at du scrollede op og klikker “recommend” i toppen :)