Hader er måske et stærkt ord, men til tider bliver jeg umådeligt træt af hele fitnesskulturen. Jeg synes det er positivt at vi har haft et sundhedsboom de sidste par år – og det er ligeledes positivt at så mange mennesker, som ellers var svære at ‘nå’ før, nu revurderer deres tilgang til kosten og måske får flere sunde ting indenbords.
Samtidig har det også betydet at en masse gode spisesteder er skudt op rundt omkring i København fx, og det synes jeg personligt er rart. Ikke mindst har det jo givet grobund til at jeg kan nørde med opskrifter her på bloggen og jeg nu har en bog på vej, fordi interessen er stor nok.
Når det er sagt, er der er en stor skyggeside. Jeg har haft berørt den før, fx i min indlæg om Forventningseffekten og Når mad bliver religion. Det jeg ser er, at folk er blevet (selv)bevidste som aldrig før.
Jeg har aldrig set en så stor skare af, særligt piger, være så irrationalt optaget af deres udseende, madvaner og træningsmængder.
Binære modsætninger
Fitnesskulturen opererer meget ofte i binære modsætninger.
Lad mig uddybe: med binære modsætninger forstås der modsætninger såsom tyk/tynd, god/dårlig, sund/usund, aktiv/doven. You get the point.
Det er en anakronistisk tankegang der har sine rødder i hardcore bodybuilding, hvor isolering, askese og ekstremisme ofte lidt er en nødvendighed, men også bliver dyrket af både deltagere og fans. Man skal næsten være miserabel før det betragtes som den ‘rigtige’ måde at gøre det på. Lider man ikke nok, så gør man det ikke godt nok.
Desværre har den tankegang på forunderlig vis fundet vej over i den brede fitnesskultur, der for alvor er udsprunget de sidste par år.
Jeg skal ikke kunne sige, om det skyldes de sociale medier og den øgede eksponering af folks privatliv og tanker, at jeg bemærker det mere end sædvanligt, men faktum er, at vi har adskillige generationer af ellers pæne kvinder (med tilhørende pæn/almindelig krop), som er præget af en dyb dyb utilfredshed over deres krop, hele tiden har dårlig samvittighed, enten over deres mad eller deres træning, som de ikke føler er hård nok. Mange fat talker også.
Jeg ser dem være næsten ulykkelige over deres egen krop og formåen, fordi de har en forestilling om at skulle se ud og træne på en bestemt for at være ‘god nok’. Og når de oplever mindre, til tider decideret insignifikante, udfordringer eller tilbagegang , så falder hele deres verden sammen og det dårlige humør overskygger alt. Et par dage efter er de oppe på hesten igen, kun for at der gør en uge eller to til, og så gentager mønsteret sig.
Når man læser deres tanker omkring disse processer, så ser jeg ofte at deres verdensbillede er ekstremt binært struktureret. Det er alt eller intet. Det er enten 6 dages styrketræning + morgencardio hver dag, eller intet. Det er enten clean eating eller binging. Det er sundt eller usundt, det er godt eller dårligt. Der er ikke nogen mellemgrund – ingen nuancer. For det er ikke godt nok.
Reality check, please
Lad os lige stoppe op en gang og være realistiske: verden er ikke sort hvid – og det er du heller ikke. Vi er komplekse mennesker og opererer i processer med mange nuancer og input. Reduceres vores valg til binære modsætninger – og bliver det vores måde at navigere i verdenen på, så opstår der problemer, fordi alle nuancerne ryger.
Skal du ikke stille op til en absolut elitesport, så bør målet, efter min mening, være at finde en god balance og være glad. Glad for hvem man er og hvad man laver. En god balancen mellem at nå sine personlige mål, men også samtidig nyde livet.
Og her taler jeg ikke om at nyde livet betyder at spise junk og crap, som desværre oftest er det folk sætter lighedstegn mellem, når det at ’nyde livet’ tages op til diskussion.
Jeg snakker om mentalt og fysisk velvære, spontan glæde, latter og kærlighed. At opleve de ting, gerne ofte, er det jeg definerer som at nyde livet.
Er hver dag en kamp for at kunne holde sig selv ud og er det først man gør, når man kigger sig selv i spejlet om morgenen, at tale dårligt om så selv – så er der noget galt. Du er ikke glad, og du har ikke kærlighed i livet eller til dig selv – og har du ikke kærlighed til dig selv, er det svært at give kærlighed til andre. Du nyder ikke livet.
Det er ikke nemt! Jeg kender det alt for godt. Jeg har selv tænkt og levet sådan; man gør noget virkelig kompliceret simpelt ved at reducere sit verdensbillede til binære modsætninger – det er besnærende at falde i det tankemønster, fordi det er så dejligt nemt. Man skal pludselig ikke forholde sig til så meget – man kan bare pege og sige ‘godt’ – ‘dårligt’.
Men sandheden er det findes en masse små steder ind mellem godt og dårligt – og de steder skal også udforskes og opleves.
I fitnessmiljøet har man så ultimativt sat en masse ting i kategorien ‘godt’, som fx bestemte madvarer, bestemte kropsidealer og masser af træning. Hele fitspo-miljøet kører derud af og indoktrinerer at kvinder med sixpacks, daglige træninger og stram kostplan er normen.
Hvad mange blot ikke ved, er at der er tale om en meget lille procentdel af mænd og kvinder – som har helt andre mål og en helt anden tilværelse end fx Laura på 20 år, der gerne vil strammes lidt op. Lige pludselig føler Laura sig meget utilstrækkelig fordi hun ikke har den sixpack hun ser på alle dem hun følger på Instagram – træningsmængden skrues op, kalorierne skrues ned og selvhadet vokser i hende hver gang hun konfronteres med, at hun ikke ser ud som hun gerne vil eller ’burde’.
Prøv at overveje hvor paradoksalt det er, at vi bruger ting såsom sund mad og motion, som katalysator for så meget dårlig samvittighed, selvhad og generelt negative tanker, når formålet er, at det skal gøre netop det modsatte. Det skal gøre dig til et mere livligt, glad og energifyldt menneske. Hvorfor er det så vi bruger det i langt overvejende grad til at fortælle os selv, at vi ikke gør det godt nok?
Vi er tilbage til nuancerne – det skal ikke altid deles op i ekstremer.
Mindre kan også gøre det
Det er ok at træne 2-3 gange om ugen (hurtig bemærkning: man skal ikke undervurdere de solide resultater et godt fullbodyprogram 2-3 gange ugentligt kan give), hvis det er det der passer til dit temperament og livsstil. Hvorfor skulle du træne 6 gange, hvis det betyder du går rundt og er sur og energiforladt det meste af din hverdag, fordi du egentlig hverken har tid eller overskud til det? Det er kontraproduktivt. Nogle holder fint til de 6 ugentlige træninger – andre gør ikke. Find ud af hvad der giver dig glæde – og vigtigst – hvad du kan holde på lang sigt, så du ikke brænder ud. For det er den langsigtede strategi der giver mest gevinst og glæde.
Skal jeg perspektivere til mit eget liv, så havde jeg førhen en ide om jeg absolut skulle træne i minimum 8-12 uger i træk, før jeg tog en pause. Og det var egentlig sjældent en rigtig pause, men måske bare lidt mindre træning. På et tidspunkt begyndte jeg at blive skadet – meget skadet. Hele tiden og konstant gik jeg i stykker og der var altid noget der gjorde ondt på min krop. Så læste jeg nogle kloge ord fra en træningscoach ved navn Dan John, som gav mig en kæmpe øjenåbner, da han selv beskrev han gik i stykker, hvis han ikke skiftede om til noget helt andet eller holdt pauser hver 3. uge. Og han var både stor og stærk – det kunne ikke skade at prøve det af.
Jeg begyndte at implementere pauser hver 3. uge, og lige så stille forsvandt stort set alle mine skavanker én efter én. Det har jeg holdt fast i lige siden, dog holder jeg nu mine pauser efter 4-5 ugers træning, da jeg har eksperimenteret og funder ud af jeg kan holde til det. Og det er som regel helt fri i 4-7 dage – jeg nærmer mig overhovedet ikke træningscenteret.
Jeg fokuserer min tid og energi på andre ting jeg normalt måske ikke har helt så meget tid til. Læser noget mere, cykler en tur, går en tur, lærer noget nyt eller ser nogle venner jeg måske ellers ikke har så meget tid til. I starten var det ekstremt svært for mig at være væk fra træningscenteret og det satte straks en masse tanker i gang om hvor meget muskelmasse man nu tabte og andre ligegyldige tanker. Der skete intet ved det – andet end min krop gradvist fungerede bedre og bedre og jeg fandt større glæde ved træningen. Nu elsker jeg mine pauser – de giver mig mulighed for at bruge min tid på et eller andet jeg gerne vil fordybe mig i. Og som regel er jeg endnu mere motiveret til at træne, når jeg vender tilbage. Jeg har i øvrigt også sat min træning ned fra 5 gange ugentligt til 4, ganske simpelt for 4 bare passede bedre, både i forhold til motivation og tid. Hvorfor så holde fast i 5? Måske bliver det 3 hvis jeg får andre prioriteter, måske 5 igen, hvis jeg får andre ritualer – det vigtigste er jeg holder mig igang og stadig nyder det, eftersom jeg hverken er eliteatlet eller har ambitioner om at stille op.
Som I kan se holder jeg langt langt mere pause, men det gør mig i stand til at fortætte på den lange bane – jeg er gladere og nyder min træning mere. Det giver mening. At tæske sig selv igennem det ene træningspas efter det andet, hvis det ikke giver én glæde og ikke er godt for ens krop, giver ikke mening.
Det samme gælder maden. En af grundene til at jeg til dels er fortaler for flexible dieting, er at en af de absolut vigtigste ting det lærer folk, specielt meget kontrollerende folk, er at ikke kategorisere mad som godt og dårligt og dermed undgå den dårlige samvittighed. Man lærer at man selv er i stand til at træffe de gode valg, i stedet for at lade eksterne forventninger og dogmer influere hvert eneste lille valg omkring mad.
Flexible dieting har dog stort fokus på at tælle makronutrienter – og det kan være fint hvis man har et meget specifikt mål, men skal du ikke lige stille op til konkurrence, så er der altså ikke nogen grund til at veje alt hele tiden. For visse folk der skal bruge mere strukturerede rammer i et større vægttab, kan det være en godt redskab, men på sigt må målet være udelukkende at kunne gå efter sin sunde fornuft. Forestil dig, at du har et barn – er det noget du ville have dit barn ser og dermed lære den adfærd videre? At alt skal vejes og tælles hele tiden?
Vi mennesker elsker at blive besatte af tal – men desværre gør det os lidt skøre konstant at skulle forholde os til det – og afføder tit afgreninger af spiseforstyrrelser og uhensigtsmæssige kontrolbehov.
Lærer man at give slip på det, så kan man øge sit fysiske og mentale velvære meget mere end man tror. Og det betyder hverken at man behøver at gå på kompromis med en flot krop eller en god kost. Det handler ene og alene om at stole på sin dømmekraft og lære at man godt kan styre det selv, uden at der skal et tal og vægt til. Prøv det :)
Og det skal ikke betyder at jeg mener man aldrig bør gør det – det kan have sin berettigelse, hvis man har et specifikt mål eller har brug for mere faste rammer. Man bør bare være bevidst om, at det ikke er sådan man skal leve langt størstedelen af sit liv.
Der hvor jeg gerne vil hen er, at det at nyde livet ikke betyder at man skal mæske sig i junkfood og drikke sig i hegnet konstant. Man skal lære, at det at nå hen til et mål, hvad enten det er med ens krop eller karriere, er en proces – og selvom den kan give både frustration og nedture, så kan den underligt nok også give en stor nydelse og glæde, hvis man lader den. Men det nytter ikke noget at tale sig selv ned i den proces – for det hjælper dig ikke med at nå målet, tværtimod.
Og man skal lære, at verden ikke falder sammen, hvis man divergerer fra de binære modsætninger som fitnessmiljøet har fostret. Det er ok at drikke en cocktail med gode venner i sommersolen og nyde selskabet. Det er ok at spise noget lækkert chokolade (jeg spiser chokolade med pistacie-smag næsten dagligt) en god burger, drikke et lækkert glas champagne uden at det skal kaldes en ‘cheat day’, ‘cheat meal’ eller andre tåbelige og negativt ladede begreber. Det er også ok at spise en masse dejlige grøntsager, magert kød og frugt. Det hele har en plads – noget af det i større mængder end andet. Det handler om at finde den berømte balance og vide at der er plads til de her forskellige ting, uden at hele læsset vælter.
jeg elsker en god burger.. Jeg elsker også en god cocktail – ovenstående er ‘boom boom room’ fra Holmens Kanal Cocktailbar. Kan varmt anbefales.Men jeg spiser også store mængder grøntsager – og proteinkager ;) Balance er nøgleordet.
Et skridt ad gangen
Det kan alt sammen godt være en del af en sund og aktiv livsstil – det behøver ikke være alt eller intet. Er man vant til at navigere i binære modsætninger, så er det ikke nemt. Man skal pludselig lære at tænke på en helt ny måde. Forvent ikke, at du kan gøre det fra den ene dag til den anden. Det kræver tilvænning og det er en gradvis proces alt afhængig af hvor indoktrineret man er.
Jeg er ikke så naiv at tro, at jeg selv er nået 100% i mål. Jeg tror på at man lærer hele livet – og det er her ingen undtagelse. Jeg er blot begyndt at nyde processen og min opfordring herfra er at du, hvis du kan genkende dig selv i noget af det jeg har skrevet her, også i højere grad skal begynde at lære at nyde processen. Det gør dig gladere og mere afslappet – jeg taler af erfaring :)
Det var en meget lang måde at fortælle hvorfor at jeg til tider hader fitnessmiljøet.
——-
Fik du nogen værdi ud af dette indlæg, ville jeg sætte stor pris på at du scrollede op og klikker “recommend” i toppen :)
Noter:
Jeg knytter lige et par hurtige noter for at folk ikke skal misforstå det her.
- Jeg siger ikke, at man ikke skal forfølge sine mål, ikke komme i bedre form eller ikke leve sundt. Tværtimod – alle de ting går jeg ind for, man skal bare ikke tabe sig selv i processen til illusoriske målsætninger og fitness-dogmer. Træning og sund kost burde give glæde og energi, ikke selvhad og dårlig samvittighed.
- Det er meget vigtigt for mig at fastslå, at jeg absolut intet har imod veltrænede kvinder – langt langt fra. Jeg synes en veltrænet kvinde er flot. Det jeg gør opmærksom på her, er hele det milljø der er skabt omkring fitnesskulturen for tiden, kan være med til at give nogle meget uheldige tendenser og gøre at træningen og kosten bliver en byrde, frem for en gevinst, grundet nogle forskruede forventninger. Realistiske mål, moderation, accept, balance og tålmodighed er nøgleord.
- Sagen er jo også en lidt anden for konkurrenceatleter i en hvilken som helst sportsgren – der skal bare lige nogle andre prioriteringer til. Det er ikke dem jeg taler om her – jeg taler om dig og mig, os der egentlig bare gerne vil se godt ud nøgne, men ikke stå på en scene.
- Det jeg plæderer for, at at man slipper det binære tankemønster, dropper ideen om alt eller intet og kigger på nuancerne – samt husker at nyde processen og finde den berømte og klichefyldte balance. Det er muligt at leve en sund og aktiv livsstil uden at skulle være ekstremt afholden. Det er muligt – og bør være målet – at være glad og tilfreds, når man træner og spiser sundt Det er muligt at inkorporere mad i sin diæt i moderation, uden at skulle kalde det cheat, blive ramt af dårlig samvittighed eller ryge helt off track. Og det er de pointer jeg forsøger at fremhæve med posten her.