“Clean Eating”
Ordet “clean” er, specielt indenfor det seneste år, blevet et buzzword i træningsverdenen. Sidder man fx og kigger Instagram igennem, og følger træningsentusiaster der poster billeder af deres mad, vil man hurtigt støde på talrige varianter af hashtagget #clean, fx #cleanfood, #cleaneating, #cleanmeal osv osv.
Hvad er clean mad?
Overordnet set er der, med tiden, dannet en slags konsensus om at ‘clean’ mad refererer til sund, uprocesseret, god og næringsrig mad. Så langt så godt. Problemet opstår idet disse tilknyttede begreber kan fortolkes ganske subjektivt og som følge heraf, danner folk, alt efter hvilken madkultur de tilhører, deres egen definition. Der er således ingen objektiv definition – og du kan helt sikkert ikke slå det op nogle steder.
Veganeren definerer eksempelvis clean som grøntsager og bælgfrugter, mens kød er forbudt og unclean. Omvendt kan jeg garantere for at bodybuilderen definerer kød som clean mad. Paleo bandlyser havregryn, ris og kartofler, men de præcis samme fødevarer betragtes som ultra clean af en masse andre mennesker.
Resultatet er, at alt og ingenting er clean mad, når det kommer til stykket – det afhænger af personlige præferencer. Jo stærkere man er knyttet til sin madreligion (det kalder jeg det når folk bliver dogmatiske omkring hvad de spiser og ikke vil acceptere andre måder at spise på), jo stærkere forestilling om hvad clean mad er, vil de have.
Det er mit første problem med clean mad – at der ingen entydig definition af det er og alle har deres egen forestilling om hvad det er, hvilket i bund og grund gør det til et værdiløst begreb.
Forestillingen om ‘god’ og ‘dårlig’ mad
Det næste problem jeg har med det, er det absolut største. Med forestillingen om at der findes clean mad – som sidestilles med ‘god’ mad, skabes der også en dogmatisk tilgang, hvor bestemt mad er godt og andet er dårligt. Noget mad er tilladt, mens andet er forbudt. Noget mad er rigtigt og noget mad er forkert. Madverdenen bliver pludselig sort/hvid, og visse madvarer dæmoniseres (hvilke madvarer afhænger af, som før skrevet, hvilken madreligion man tilhører) og bliver forbudt.
Derudover tilægges det ‘dårlige’ mad også pludselig egenskaber som det ikke nødvendigvis har. Fx vil mange sige ting såsom, at det mad de kategoriserer som dårligt, er ‘fedende’, ‘usundt’ og ‘dårligt for helbredet’ osv osv. Realiteten er blot, at vægttab og vægtforøgelse styres udelukkende af, om du henholdsvis forbrænder mindre eller mere energi (kalorier) end du indtager. En person kan altså sagtens tabe sig, selvom vedkommende spiser fx en skive toastbrød, hvis ellers der forelægger et kalorieunderskud. Det virker som en provokerende tanke for mange – men det er altså sandheden.
Det er, efter min mening, ekstremt problematisk at tænke på mad på ovenstående måde. Hvis man, hver gang man ser mad, konstant opererer med kategorierne: clean, god, rigtig, sund – kontra unclean, usund, forkert, forbudt – så har man en opskrift på et forvirret og forstyrret sind. Det er et usundt og ubalanceret forhold at få til mad – og det har en række uheldige konsekvenser, som jeg vil gennemgå i det nedenstående:
Folk der spiser ‘clean’ er ofte fordømmende
Jeg har observeret en tendens hos folk, der har taget hele ideen om ‘clean’ mad til sig. Ved at kategorisere noget som godt og andet som dårligt, kommer man også lige pludselig nemt til at se ned på folk, som ikke har samme overbevisning eller spiser det mad man har kategoriseret som dårligt. Jeg har selv været skyldig her – det tror jeg rigtig mange af os er, bevidst eller ubevidst. Men da det gik op for mig, at jeg rent faktisk kunne finde på at tænke på mig selv som værende bedre end andre mennesker, alene på baggrund af mine madvalg, fik jeg en ualmindelig dårlig smag i munden. Fordi man har skabt et univers, hvor bestemt madvarer er gode og rigtige – og man holder sig til dem, kommer der pludselig en lidt elitær holdning snigende, hvor man ser ned på andre, der ikke følger samme paradigme. Det er en virkelig grundlæggende dårlig egenskab at have, at man ser ned på sine medmennesker, hvis de ikke træffer de samme madvalg som én selv. Specielt når, som jeg har gjort rede for før, vi alle sammen har forskellige definitioner af hvad clean og dårlig mad er.
Der er naturligvis tilfælde, hvor det er helt åbenlyst, at en given person ikke burde spise så kalorietæt mad som personen gør – men derfor burde man stadig ikke se ned på personen af den grund. Det er et dårligt valg, men der kan lægge mange ting til grund for det, som man ikke umiddelbart kender til. Uanset bør man ikke dømme andre mennesker, blot fordi de foretager andre madvalg end en selv. Som før skrevet har jeg selv været skyldig i, at tænke dårligere om folk, blot fordi de har foretaget andre madvalg – det er svært at indrømme, men jeg har heldigvis indset det og sat en stopper for det.
^ En god statusopdatering om clean food jeg fangede på Facebook forleden
Folk der spiser clean har konstant dårlig samvittighed
Det her er en anden gennemtrængende tendens jeg ser blandt de folk, som går meget op i at spise clean. De hjemsøges af dårlig samvittighed – konstant! Når man deler sin madverden skarpt op i rigtigt og forkert, øger man sin chance for at skaffe sig nagende dårlig samvittighed, markant. Derudover så leder man sig direkte på en vej til skuffelse over sig selv. Har man et begrænset antal acceptable madvarer, så kan man ikke undgå at ramme ved siden af på et tidspunkt – og når det sker, så bryder helvedet løs.
Én bekendt sagde på et tidspunkt, da samtalen faldt på at være restriktiv omkring sine madvalg, at hvis man konstant fortæller sig selv at alt er forbudt, så giver det næsten sig selv, at det går galt på et tidspunkt. Tryk avler modtryk – og da jeg havde gået og tygget lidt på den, måtte jeg give vedkommende helt ret. Fortæller man sig selv konstant hvad man ikke må få, så opbygger man stensikkert en ekstremt lyst til lige netop det henover tiden og pludselig – haps – så er man ude i en voldsom weekend-binge, hvor man endelig får lov til at “give slip” (den sætning jeg har hørt fra mange, når de endelig spiser det mad, de har igennem længere tid har holdt sig fra, fordi det var forbudt for dem).
Sociale situationer bliver også svære – jeg har hørt folk blive næsten panisk angst over at blive præsenteret for mad der er kategoriseret som forbudt i deres verden. Man bliver uhyre selektiv og det bliver svært at spise andre steder end derhjemme, hvor man har 100 % styr over hvad der bliver serveret. Og skulle der snige sig noget ‘forbudt’ med på tallerknen, oversvømmes personen med dårlig samvittighed og en følelse af at være beskidt og have fejlet (nogle værre end andre).
Resultatet af den vedholdende tankegang omkring clean mad, som jeg ser rigtig tit hos piger, er at de “falder i” og spiser ekstremt meget af alt det der er forbudt (ofte i weekenden, når hverdagsrammerne er væk), såkaldt binging, med et emotionel rutschebanetur uden lige som følge, da man jo har indtaget en hel masse forbudt mad.
Det at spise clean bliver pludselig til en spiseforstyrrelse, fordi ens tanker konstant kredser omkring rigtigt og forkert mad.
Men hvad så?
I stedet for at tage udgangspunkt i en eller anden arbitrær definition af clean mad, bør man tage udgangspunkt i sig selv, for at finde ud af hvilken mad man bør spiser. Mad skal ses som mad og ikke kategorier. Man skal erkende at noget mad skal man indtage i større mængder, mens andet skal indtages i mindre – og noget mad skal indtages oftere mens andet ikke så ofte . Men mad er mad – sådan er det. Visse personer, fx stillesiddende overvægtige, bør være opmærksom på, at bestemte madvarer skal indtages mindre frekvent og i mindre portioner end andre madvarer. Atleter der træner adskillige timer om dagen og generelt har en aktiv hverdag, har nogle helt andre behov og mængder mad at gøre godt med.
Så basalt set opfordrer jeg til at man tager udgangspunkt i sig selv, sin hverdag og mål og tænker på mad som mad – og ikke på mad som godt eller dårligt, for bliver du ved med det, så bliver du lidt småskør i længden. Hvis man er fanget i hele clean eating-universet, er det en angstprovokerende tanke. Jeg foreslår ikke, at man blot spiser løs af junk, men at man accepterer det grundlæggende faktum, at man stadig kan tabe sig selvom man fx inkluderer et stykke hvidt brød, en kartoffel, noget kage, noget is eller lignende i sin diæt (hvad man nu har kategoriseret som forbudt). Det sker der nemlig absolut intet ved, hvis man ellers har en i øvrigt fornuftig kost og har styr på sit energiindtag.
Jeg er stor tilhænger af konceptet “IIFYM” (if it fit your macros) eller endnu bedre: “flexible dieting”. I stedet for at være en madreligion (som det jo så desværre alligevel også bliver for nogle), så er den grundlæggende tankegang i IIFYM, at man spiser efter nogle fastsatte makronutrienter (læs: protein, kulhydrater og fedt) og rammer dem efter bedste evne hver dag. Hvis mine makronutrienter er fastsat til fx 180 gram protein, 250 gram kulhydrat, 50 gram fedt og 40 gram fiber dagligt, så bruger jeg det som guidelines. Har jeg lyst til en is, og den indeholder 20 gram kulhydrat og 4 gram protein og 2 gram fedt, så trækker man det fra sine tal. Simple as that. Ingen skyldfølelse – det er mad og sådan er det. Betyder det så man bare kan fylde sig med junk? Nej, for hele grundtanken er, at man skal jo skal dække sine makronutrienter og mikronutrienter. Det er svært at indtage 40 gram fibre og 180 gram protein, hvis man spiser junk hele dagen lang – derfor vil langt størstedelen af ens mad bestå af det såkaldte “clean” mad, og de sidste 10-20%, har man så en del mere bevægerum i (hvor den føromtalte is fx kan indtages).
Jeg oplever, at dette er en ekstrem effektivt metode, da man dagligt eller næsten dagligt, kan spise ting som man ellers har opfattet som forbudte. Mad er mad – og det ses som mad. Jeg har oplevet flere personer tæt på mig, slippe hele deres frygt for mad og stoppe med at gå amok i madorgier i weekenderne, fordi de lige pludselig slipper ideen om rigtig og forkert mad og ikke spiser den mad de skal spise af pligt og grundet en forestilling om at det er det rigtige, men fordi de har lyst. Det gør hele forskellen. Og fordi de får nogle af de ting de har lyst til ret ofte, som de ellers har fornægtet sig gennem lang tid – dermed opstår den pludselig lyst ikke til at gå amok i alt muligt. Man får hvad jeg vil kalde et balanceret forhold til mad – eller man nærmer sig i hvert fald.
IIFYM er ikke for alle. Nogle har det godt med skemalagte måltider, bestemte madvarer osv – og det er 100% i orden. Each to his own – det handler om at finde noget der fungerer for én. IIFYM kræver et helt indlæg for sig selv (og jeg har et projekt på vej om det) – så jeg ville ikke gå mere i dybden med det her, det er blot for at nævne, at der altså findes et alternativ til alle de her ekstremt restriktive diæter, hvor man i bund og grund går og har det miserabelt.
Derfor – hvis I er en af dem der går rundt og snakker om clean food – overvej om I går og opbygger et uhensigtsmæssigt forhold til mad, for det findes altså, hvis man ser helt nøgternt på det, ikke nogle fastsatte fødevarer der er “clean”.
Læs part 2 her