Som I måske har bemærket, så skriver jeg ikke længere næringsindhold på mine opskrifter.
Det er helt bevidst.
Jeg har haft det på bloggen og med i proteinopskrifter-bogen, da jeg vidste det tiltaler mange i målgruppen.
Men med tiden – også i takt med min egen udvikling – har jeg måtte sande, at det skader mere end det gavner. Det reducerer ofte, nydelse til et regnskab der skal gå op.
Mit fokus er gennem de seneste år skiftet mod at udbrede et budskab om at droppe forbud, madstress, talbesættelse, ekstrem kontrol samt større accept af egen krop og realistiske forventninger til den. Så meget jeg endda har sat mig ned og skrevet en hel bog om det, fordi det virkelig er noget der ligger mig på sinde.
Der skulle faktisk oprindeligt have været opskrifter med i bogen – det var derfor forlaget overhovedet antog bogen, men jeg kunne ikke få mig selv til det til sidst, da det ville forplumre budskabet i den og jeg fik dem overtalt (ikke med deres gode vilje) til at vi droppede dem.
Nogle fungerer okay med kalorietælling, men min erfaring er, at langt de fleste får et usundt forhold til mad, hvis fokus konstant er på tal, fremfor at mærke sin egen sult og gøre brug af sin appetitregulering. Og det fjerner også fokus fra rent faktisk at nyde maden.
For mit eget vedkommende hjalp det gevaldigt at stoppe med at fokusere på tal i forbindelse med mad. Fx bruger jeg nu aldrig en madvægt til andet end, hvis jeg skal følge en opskrift. Men jeg tæller aldrig ‘makroer’ eller kalorier mere og har ikke gjort det i lang tid. Og jeg har aldrig haft et bedre forhold til mad.
Det er i den erkendelse, at jeg ikke længere med god samvittighed kan skrive næringsindholdet på opskrifterne, da det ville gøre mig til en ‘enabler’.
En ‘enabler’ er én som gør andre i stand til at fortsætte med selvdestruktiv adfærd. Jeg ved, at mine opskrifter kan (med tryk på kan – jeg ved det ikke er alle) tiltrække folk som netop har tendens til at være selvdestruktive gennem mad.
Jeg kan ganske simpelt ikke få mig selv til det, når jeg ved muligheden for det bliver misbrugt er der. Det havde jeg ikke noget imod engang – for der misbrugte jeg det også selv.
Jeg ved at langt de fleste vil få et meget bedre forhold til mad, hvis de stopper med at kigge på kalorierne som det første, før en given madvare skal indtages.
Det ville derfor være imod mine værdier og integritet at fortsætte med at gøre det og I vil derfor heller ikke se det mere på opskrifterne.
Jeg håber I kan se rationelt bag jeg stopper med det – det sker på baggrund af de bedste intentioner herfra :)