Jeg skrev denne opdatering på Instagram (min profil er her) og tænkte jeg også lige vil dele den med jer her, i en lidt udbygget version.
Mange af jer har sikkert set hashtagget #sukkerfrijanuar (eller hvilken måned man nu lige er i) på Instagram, som skal fungere som et fællesskab for dem, der vil udelukke sukker i hele måneden. Jeg synes som udgangspunkt ideen er fin, men den er også, efter min bedste vurdering, ineffektiv.
Så jeg har derfor skabt #sukkerfyldtfebruar! Who’s with me? Nej, naturligvis mener jeg det ikke bogstavelig talt, men jeg vil dog sige dette:
Lad os erkende, at totale restriktioner og forbud så godt som aldrig er vejen frem og ofte blot resulterer i, at man ender tilbage hvor man startede, fordi det er mere eller mindre utopisk at leve med sådan gennemgribende restriktion som fx intet sukker. Særligt hvis man går fra 100 til 0 km/t. Og når det næsten er uundgåeligt man på et eller andet tidspunkt vil falde i, giver det en unødvendig følelse af fiasko, som kan lede til en række uheldige tankemønste og handlinger (den klassiske: “nu er det gået galt, så kan jeg lige så godt fortsætte”).
Nogle kan måske overholde det på lang sigt, men langt størstedelen kan ikke – og med god grund. Det er, for det meste, røvkedeligt at leve sådan og besværliggør i høj grad sociale arrangementer. Det kan ligefrem blive angstfremkaldende at skulle til et socialt arrangement, pga. en frygt for at ‘falde i’ og mange fravælger det derfor måske helt.
Af ovenstående grunde ser man det her sukkerfrie initiativ vende tilbage måned efter måned, fordi ingen rigtig kan holde det og starter forfra. NU! skal det være… eller?
Lad os bygge en fornuftig kost op omkring moderation og succesoplevelser i forhold til at kunne styre sit forbrug af søde sager og få det til at hænge sammen med et sundt liv – for det er 100% muligt. Så her er for #sukkerfyldtfebruar der tillader Ben & Jerrys, bland-selv-slik eller hvad man nu har lyst til – i moderation! Vi snakker ikke om at tømme hele chokoladepladen eller hele isbøtten, for så er det man forstærker de her overspisningsmønstre, ubehag og følelsen af fiasko.
Men moderate mængder i en kost som ikke er domineret af forbud, men selvstændige valg og en øvrig kost der er baseret på masser af grøntsager, tilstrækkeligt med protein og nogle fornuftige kilder til kulhydrater og fedt. Opgøret med forbud er essentielt – så tager du selv magten over dine madvalg og det bliver pludselig meget nemmere også at fravælge når man står i situationen. Det virker kontraintuitivt, men jeg ser det igen og igen.
Dén strategi er langsigtet.
Det kan virke umuligt, men der er plads til mange forskellige ting i en velafbalanceret kost, inklusive sukker i moderate mængder. Men hovedet skal lige være med først.
Nb: Jeg ved der er nuancer i denne problemstilling, og nogle føler måske de slet ikke kan administrere sukker – og det kan vedkommende måske heller ikke nu, men det er muligt, med øvelse og indarbejdelse af de rette vaner og succesoplevelser med moderation og ingen forbud. Jeg har set hardcore sukker-junkier, som nu kan styre sit sukkerforbrug og samtidig ikke føler, at de skal leve i kostmæssig askese.
Og hvis nogle så skulle sidde og tænke: hvorfor laver du så dine opskrifter med den tilgang? Så er svaret, at jeg synes det er sjovt og jeg godt kan li’ at lave mad generelt og det også har en plads i min kost, sammen med en masse andre ting.
——
Har du erfaringer med nogle af de problemer eller tanker jeg beskriver i ovenstående, så hører jeg meget gerne fra dig i kommentarfeltet, enten her eller på Facebook.