Jeg bliver lige nødt til at komme med en lille opfølgning på gårsdagens blogindlæg (læs det her), som tog uventet meget fart. Der var nemlig, forventeligt nok, lidt misforståelser.
Først og fremmest, så lad mig lige slå fast, at jeg mener kvinder skal have lov til at klæde sig lige præcis som de har lyst til. Det skal hverken jeg eller andre diktere – men kvinden selv. Hvis det var tilfældet jeg mente jeg skulle bestemme det, ville jeg plædere for et gammeldags og anakronistisk synspunkt, som historisk set har tilhørt forstokkede og konservative mænd, der mente kvinder havde ‘en plads’. Der skal vi ikke hen igen!
Så det handler ikke om hvilket tøj kvinder skal tage på i træningscenteret.
Jeg oplever også, at nogle kvinder sidder parat ved tasterne, så snart der fremtoner nogle tyndere kvinder, som eksemplerne i mit blogindlæg, som derefter straks smider “kvinder skal have kurver”-kortet.
Kvinder skal vel have det, som de har lyst til at have?
At nogle kvinder argumenterer for én rigtig måde at se ud på som kvinde, synes jeg personligt er underligt. Det er vel ‘rigtigt’ uanset om man er tynd eller har kurver (bemærk at jeg her ikke mener decideret overvægtig er tilrådeligt overhovedet) og et tilbageskridt for den kropslige frihed de selv kæmper for retten til at udøve, hvis de så også selv vil diktere et korrekt billede af hvordan deres køn bør ser ud. Pointen er ikke, at vi skal bodyshame tynde kvinder eller kvinder med en lav fedtprocent.
Det som jeg har talt om før, og som også er en del af den problemstilling her, er at sixpack-kvinderne får ekstremt og uhensigtsmæssig meget eksponering i fitnessmiljøet og dermed kan give et forskruet syn på, hvad der er opnåeligt for den almindelige trænende kvinde i en travl hverdag.
Det betyder ikke, at det er ‘forkert’ at være tynd eller have sixpack som kvinde, ligesom det ikke er forkert at have kurver og former.
Og så peger jeg på de uheldige følgevirkninger det kan have, som er opsummeret i det her citat fra blogindlægget: “Jeg tror at mange, særligt yngre piger, desværre foranlediges til at tro, at det er måden at vinde frem på; måden at få opmærksomhed og anerkendelse på som kvinde – fordi de jo ser at andre, som de ser op til, netop får rigtig meget opmærksomhed på den måde. Det er uheldigt og fastholder et stereotypt og seksualiseret billede af kvinders ‘funktion’ i det visuelle underholdningsunivers.”
Det er altså ikke fordi der er et problem med bar hud i sig selv. Vi behøver ikke som beskuer at seksualisere alt vi ser. Derfor synes jeg heller ikke i sig selv, at det er et problem med eksponering af kroppe i fitnessmiljøet. Det er en ensidig eksponering af en bestemt type krop, en unødvendig pornoficering fra afsenderens side – og især en, i mine øjne, rigtig uheldig bevæggrund for at gøre det (et anerkendelses-fix), som jeg peger på som værende problematisk.
Hvis man foranlediges til at tro, at det at lade et kamera følge sig helt op i røven under en træning, er vejen til anerkendelse – og samtidig videregiver det budskab til en yngre generation som er interesseret i træning – synes jeg der er sat gang i en rigtig uheldig spiral. En spiral, hvor yngre piger opdrages til at tro, at en pornoagtig iscenesættelse er måden at få anerkendelse på.
Som en ven skrev som kommentar: “Så sent som i går sagde jeg til min kæreste, at selvom vores datter altid vil være det smukkeste væsen på jorden for os, så skal vi huske at rose hende for langt vigtigere ting, end bare konstant at sige at hun ser fiiiiin ud.”.
Det er en god pointe – for vi har det nemlig med hele tiden at fokusere på pigers udseende helt fra barns ben af. De roses for at se pæne og fine ud, men ikke rigtig for hvad de gør.
Historisk set har kvinder stort set altid har fået tilskrevet en lettere hjælpeløs rolle i film, tegnefilm, serier osv, hvor den primære funktion har været at være der for manden (i film særligt i form af sin seksualitet) og ellers tage sig af hus og børn. Piger opdrages ofte til at stort set alt leder tilbage på deres udseende.
Jeg kan sagtens forstå det her kollektive usikkerhed omkring udseende der har det med at plage kvinder, hvis jeg forsøger at kigge objektivt på den diskurs vi har omkring kvinder og den type af kvindekrop der eksponeres mest. Der er sgu ikke plads til mange fejl.
Det synes jeg oprigtigt vi bør ændre på; det er på tide der i lige så høj grad fokuseres på bedrifter fremfor primært udseende og krop. De to kan i øvrigt sagtens hænge sammen – igen handler det ikke om at skulle gemme kvindekroppen væk, overhovedet.
Min pointe er her er, at jeg desværre synes fitnesskulturen er medvirkende til at fastholde en norm., hvor kvinder netop søger bekræftelse i det kropslige hele tiden, med den slags materiale her, hvor person og selv ansigt træder i baggrunden til fordel for et stort fokus på kavalergang, close ups af bagdele som bevæger sig ned mod kameraet osv.
Jeps, det her er altså fra en fitnessvideo.
Jeg inviterer egentlig bare til et kritisk blik på nogle af de normer som eksisterer i fitnesskulturen – for kigger jeg på den nutidige udvikling i forhold til hvordan særligt yngre kvinder fremstiller sig selv på sociale medier, hvor de i tiltagende grad higer efter anerkendelse på baggrund af krop og ikke handlinger, samt de henvendelser jeg får fra forskellige unge piger og kvinder, er der for mig ingen tvivl om, at det ikke ligefrem har en positiv indvirkning med det ensidige og pornoficerede kropsfokus.
Vi skal altså ikke tilbage til at kvinder skal dække sig selv ind eller ikke må vise sig selv frem – jeg synes blot vi skal se kritisk på nogle af de stereotyper og normer som fitnesskulturen er med til at fastholde og forstærke og sætte fokus på at det alt andet lige er skævt at uploade den slags til som en kvinde, for at få lidt hurtig anerkendelse.
Og så var der naturligvis også de helt forventelige kommentarer fra mænd, der ikke helt hviler nok i sig selv, om at jeg jo måtte være homoseksuel, siden jeg skrev om kritisk om det emne. Det er så fordummende og fordomsfuldt, at jeg for det meste bare sidder og trækker lidt på smilebåndet af det.
Jeg håber det gav lidt ekstra nuancer til mine tanker omkring det her.