Det her emne har længe gået mig på og nu synes jeg det var på tide at nedfælde et par ord om det.
Det handler om motivation i fitnessmiljøet for kvinder – eller skulle vi måske rettere sige for mænd?
For laver man en søgning på fx “female fitness motivation” på Youtube, så ser det sådan her ud. Alle fra første side.
Det ligner til forveksling soft porn – og kigger man rundt vil man se, at stort set alt det visuelle materiale i motivationsområdet med kvindelig afsender er domineret af en ret typisk udformning: en veltrænet pige i meget lidt tøj, som beskueren hovedsagligt betragter nede fra jorden og direkte op i røven. Hovedet er som regel knap nok med – der fokuseres ofte blot på kroppen.
Det er mig en gåde at kvinder i fitnessmiljøet bevidst er gået med til at skabe den pornoficering.
Jeg synes i bund og grund ikke, at der er noget galt i at ville vise sin krop frem og have et ønske om at høste lidt anerkendelse – det er kun naturligt. Der hvor filmen knækker for mig er, når det bliver gjort på en pornoagtig måde, hvor det er helt tydeligt, der appelleres til noget langt mere primalt; et seksuelt drive. Det er et quick fix. En hurtig måde at få opmærksomhed på, på baggrund af den absolut laveste fællesnævner.
Ovenstående billeder er et uddrag fra et såkaldt ‘female fitness motivation’-video
Jeg ved ikke hvordan det blev en norm, at kvinder skal filmes helt op i røven, mens de træner i hvad der skulle forestille at være motiverende videoer for andre kvinder, men det er meget bizart. Jeg ved måske ikke nok om hvad der motiverer kvinder til at træne, men jeg forestiller mig umiddelbart ikke, at det er at se på en masse close ups af røve på andre kvinder. Jeg er med på at en velformet bagdel kan motivere, men måden det filmes og fremstilles på, har jeg svært ved at se kan fungere som motivation.
Så kan man jo så argumentere for, at det nok skyldes at sådanne videoer stort set altid er produceret af mænd – og det er også helt korrekt. Men det skal stadig være et samtykke til videoen og enighed om måden tingene foregår på.
Det mest grelle eksempel jeg endnu har set på den slags finder I i denne video med crossfitteren Suzanne Svanevik.
Her er agendaen så tydelig, at vi alle sammen naturligvis godt kan se, at det intet har at gøre med ‘female fitness motivation’, men ikke desto mindre er det symptomatisk for den problemstilling jeg forsøger at udpege: en eksplicit seksualisering af kvinder i fitnessmiljøet – som de desværre i høj grad selv er med til at fastholde ved at gå med til den slags her.
Og det forplanter sig i dagligdagen. Kig blot på Instagram, hvor der bliver lagt utallige selfies op, hvor det eneste formål er at vise en solid kavalergang og ‘formbilleder’, som helt legitimt kunne forveksles med et intimt billede, der skulle have været sendt til kæresten i stedet et par hundrede eller tusindvis af mennesker.
Det er egentlig et generelt problem på sociale medier, men tendensen er særligt stærk i fitnessmiljøet, hvor kroppen er ekstra meget i fokus.
Nu er det ikke sådan at kvinder ikke skal have lov at vise deres krop frem, og vi hele tiden skal gøre kvindekroppen til noget seksuelt. Det er slet slet ikke min pointe (#freethenipple).
Pointen er at kvinder selv burde være med til at stoppe netop denne stigende og konstante seksualisering ved at sige nej til porno-agtige photoshoots og videoer, som er lavet af mænd for at andre mænd kan sidde og blive opstemt af det, under dække af det har noget med fitness at gøre.
Jeg tror at mange, særligt yngre piger, desværre foranlediges til at tro, at det er måden at vinde frem på; måden at få opmærksomhed og anerkendelse på som kvinde – fordi de jo ser at andre, som de ser op til, netop får rigtig meget opmærksomhed på den måde. Det er uheldigt og fastholder et stereotypt og seksualiseret billede af kvinders ‘funktion’ i det visuelle underholdningsunivers.
Så er det altid forkert at vise noget, der har seksuelle undertoner? Nej, bestemt ikke – det har sin tid og sted; spørgmålet er bare om det er noget der burde sendes ud til offentligheden hele tiden med den baggrund af få et hurtigt anerkendelses-fix?
Det er så her jeg mener svaret er et stort rungende nej. Det går mange piger rundt derude og tror at ikke er mere værd end deres udseende, hvilket den tendens her forstærker. Og det synes jeg er ærgerligt.
Hvad mener du?
——-
Fik du nogen værdi ud af dette indlæg, ville jeg sætte stor pris på at du scrollede op og klikker “recommend” i toppen :)
Du kan læse uddybende tanker omkring dette emne i part 2 lige her, hvor jeg blandt andet adresserer nogle misforståelser omkring dette indlæg.