Jeg har tidligere skrevet en artikel med titlen: ‘Når mad bliver religion‘. I denne artikel skrev jeg om en stigende tendens jeg ser, hvor folk bekender sig til en bestemt måde at spise på, i sådan en grad, at de pludselig ikke kan acceptere andet og som følge heraf ser ned på andre, der ikke følger samme madtrend. I dette blogindlæg ser jeg nærmere på en artikel, som omhandler samme problematik, blot med den ekstra dimension, at ens barn er inddraget i processen.
Når din madreligion bliver dit barns madlov
Hele oprindelsen til dette blogindlæg, stammer fra at jeg i går læste jeg denne meget interessante artikel: ‘Dagplejemor: “Hvad stiller man op, når forældrene har fikse ideer om, hvad børnene må spise?‘. Artiklens hovedpointer er disse:
- Dagplejemødre føler sig som en lus mellem to negle, fordi de på den ene side skal behage forældrene, men på den anden side kan se det kan have nogle uheldige konsekvenser for barnet at skulle følge den samme madtrend som forældre
- Forældrene opdigter diagnoser for børnene som følg af deres egen tro, der ikke nødvendigvis er videnskabeligt funderet.
- Der er ikke lægefaglig grundlag for forældrenes valg af mad.
- Børn kan føle sig ekskluderet, fordi de ikke får den samme mad som de andre børn
- Den madtrend de er blevet påduttet kan potentielt lede til fejlernæring
Jeg synes det er en uhyre interessant artikel, da det er en forlængelse af den samme problematik omkring madreligion, som jeg tager op i min artikel – og som er noget som jeg ser som en fremherskende tendens. Og noget jeg kun forudser tager til i takt med, at linjerne bliver trukket op mellem de forskellige madtrends. Her er eksemplet dog endnu mere grelt, da det bliver påduttet små børn, der ikke selv har retten til at vælge fra eller til og i øvrigt kan risikere at føle sig udenfor som konsekvens.
Min egen holdning
Har dit barn en allergi, et fordøjelsesproblem eller lignende, som er blevet positivt konstateret, så skal der naturligvis tages hensyn til det. Men presser du din egen madreligion ned over hovedet på dit barn, fordi du mener det er det eneste rigtige, så er man på afveje. Plain and simple.
Der er intet i vejen for at lære sit barn om sund og nærende mad og der er intet i vejen for at ville præge sit barn positivt, men pådutter man barnet sin egen madreligion, selvom der absolut intet belæg er for at ekskludere fx gluten eller mælk, så har man gjort barnet til sit eget lille projekt, og man bør efter min mening revurdere sin tilgang.
Kan du ikke tåle gluten? Fint nok, så lad være med at spise det – men ellers er det absolut ingen grund til at holde sig fra det. Fx kan rugbrød kan sagtens være dejlig, nærende og velsmagende mad for dit barn, uden at det skader barnet på nogen som helst måde. Vil du læse mere tilbundsgående videnskabelig gennemgang af litteraturen om gluten, kan jeg anbefale dette blogindlæg.
Jeg mener det er decideret tåbeligt at ekskludere en given fødevaregruppe alene på baggrund af en ubegrundet og ikke videnskabeligt funderet påstand, hvis man ellers i øvrigt ikke har nogle problemer med at tolerere det. Alan Aragon, siger det på fornemmeste vis her:
“I am a big believer in respecting your own personal taste preference, and letting that override the rules and formalities of any given fad diet. If grains don’t suit your personal taste, then by all means don’t eat them. It’s the idea of banning them universally despite a lack of supporting evidence that I take issue with”Det giver jo rungende klar mening: Kan du ikke lide noget – så lad være med at spise det. Kan du lide noget og tolererer det fint, så spis det. Og her ligger det selvfølgelig implicit, at man har et fornuftigt forhold til portioner og frekvens. For meget af enhver given ting er aldrig godt. Her nævner Aragon korn, men pointen kan applikeres på lige fod til andre fødevaregrupper – mælk fx.
Kan du li’ rugbrød og tolererer det; så spis det – for det er ikke evidens for at ekskludere det fra din diæt. Hvis dit barn kan li’ rugbrød, ikke har et problem med gluten og gerne vil spise det, så lad dem spise det. Der er ingen grund til de sidder med en glutenfri fiberbolle, hvis de kan få nærende rugbrød og samtidig føle sig som del af gruppen med de andre børn.
En helt anden og meget vigtig pointe er også at man efter min bedst overbevisning kan så kimen til et meget anstrengt forhold til mad – eller i værste fald en spiseforstyrrelse, ved at forbyde sit barn fx kulhydrater eller pådutte andre dogmer, som kan virke forvirrende og sidde meget dybt i et barn, når det bliver udviklet mere. Spiseforstyrrelser boomer ekstremt meget for tiden. Starter man så ungt med at få børn til at forholde sig på den måde til mad, så tror jeg i den grad man gør sig barn en bjørnetjeneste.
Ekskludering
Jeg så tidligere i dag nogle skrive på Facebook, at de ikke mente børn følte sig ekskluderet ved at have andet mad med. Det er grov projicering. Jeg tror pågældende person(er) har glemt hvordan det er at være barn (eller teenager for den sags skyld). Man kan føle sig anderledes og udenfor at nærmest alt, inklusive mad.
Jeg er åbenbart ikke så gammel endnu, at jeg har glemt hvordan det var at være barn og teenager, for man kan lynhurtigt føle sig udenfor – tag den forkerte farve tøj på og problemet kan opstå. Det er bestemt ikke anderledes når det kommer til mad. Og det er ikke sjovt at føle sig udenfor – for nogen. Ekskludering er hele grundlaget for mobning.
Den berømte balance
Lad mig med det samme gøre klart, at jeg ikke plæderer, for at man skal fylde børn med hvidt brød og sodavand. Der er igen tvivl om at disse institutioner generelt ville have godt at gennemgribende forandringer på madområdet. Men det er en helt anden snak og omhandler ikke kerneproblematikken her, som er at børnene bliver forældrenes ‘projekter’ som skal leve efter samme ekskluderende madprincipper som dem selv.
Det jeg grundlæggende siger er, at der er ingen grund til at udelukke hele fødevaregrupper for ens barn, blot fordi man som forældre ikke spiser det, hvis barnet ellers kan tåle det, trives på det og er sund og rask. Der er fint at man selv tager et standpunkt af den ene eller anden grund, men dette valg burde ikke påduttes ens barn ufrivilligt, særligt ikke hvis det ikke er lægeligt eller videnskabeligt grundlag for det.
Man bør bestræbe sig på at finde en balance, hvor barnet stadig lærer om god, sund og nærende mad, men samtidig også kan føle sig som en del af fællesskabet og ikke skal følge maddogmer, blot fordi forældrene gør det, hvis der ikke forelægger nogen valid grund herfor. Et barn skal ikke være ens projekt – hverken når det kommer til mad, sport eller noget helt andet.
Jeg kan passende afrunde indlægget her med min afsluttende pointe fra min artikel ‘Når mad bliver religion’:
“Erkend at din madtrend ikke har patent på sandheden, og at der findes flere veje til Rom. Lad være med at dømme andre mennesker, hvis de spiser noget andet end dig selv og accepter det faktum, at man godt kan være et sundt menneske uden at spise inden for de afgrænsede rammer, som den madtrend, du følger, har givet. Det bliver man et mere afslappet, rummeligt, tolerant og bedre menneske af.” ————————–Hvad er din holdning til artiklen? Mener du det er okay, at pådutte sit barn at spise på en bestemt måde, uagtet om det er lægeligt/videnskabeligt grundlag for det?