Som jeg har skrevet om før på Facebook, så er jeg chefredaktør på et magasin ved navn Træningsmagasinet. Det er et hobby-foretagende, hvor jeg forsøger at skabe Danmarks mest seriøse træningsmagasin, ved at have gode og uddybende videnskabelige artikler og spændende interviews. Alt det der med “tab 5 kg på 5 dage” holder vi os helt bevidst meget langt fra. Det sælger (desværre) blade, men efter min mening er det blot med til at sprede falske forhåbninger og urealistiske idealer.
I denne seneste udgave af Træningsmagasinet (det er 5. udgivelse), har jeg selv debuteret som skribent med et emne jeg synes er ganske vigtigt for tiden. Når jeg bevæger mig rundt omkring på diverse fora og facebooksider og grupper, ser jeg at folk er meget dedikeret til deres valgte livsstil, fx LCHF eller paleo. Jeg synes grundlæggende det er godt at beslutte sig for at forbedre sig i en eller anden retning, men jeg ser også nogle meget uheldige konsekvenser udfolde sig, for nogle af dem der bliver lidt for indhyldet i deres nye livsstil. Det bliver en religion.
Jeg har taget artiklen fra magasinet og smidt op her, men magasinet findes også gratis online og hvis du hellere vil læse det deri, så se linket nederst i denne post, hvor du kan åbne det direkte fra siden her. Jeg håber nedenstående kan være med til at sætte lidt tanker igang :)
—-
Når mad bliver religion
Forskelle i spisevaner bliver nemt et ømtåleligt stridspunkt for folk, som har bekendt sig til én specifik måde at indrette kosten på. Et ekstremt fokus på bestemte spisevaner kan have uheldige konsekvenser for vores måde at tænke på. Derfor er det måske på tide at spørge dig selv, om dit forhold til mad er blevet en religion?
Først og fremmest vil jeg kort berøre titlen på denne artikel. Min gode ven og medlem af Træningsmagasinets redaktion, Michel, gjorde mig opmærksom på, at jeg med al sandsynlighed ville få sprogpedanter på nakken, hvis jeg valgte at kalde artiklen ”Når mad bliver religion” – da religion dækker over en tro, kultur og verdenssyn i relation til vores eksistens på jorden. Velvidende om dette valgte jeg at beholde titlen, da jeg synes, den er for sigende til at blive skrottet. For selvom religion har med vores eksistens at gøre, ser man ofte, at folk der bekender sig til én bestemt religion eller verdenssyn ganske tit har svært ved at acceptere et andet, der afviger fra dette. Og netop dette aspekt – den fornægtende og dogmatiske del af religion – er den, jeg vil relatere til mad og er grunden til, at jeg valgte at beholde titlen.
De seneste år er vores fokus på sundhed og mad blevet gradvist større. I kølvandet på dette er der udsprunget en hel del nye madtrends, for eksempel low carb, high fat, paleo, clean eating, raw food, FODMAP og så videre. Tidligere var det ofte ’kure’, der var i fokus, eksempelvis Atkinsdiæten, the zone diet og deslige – hvor hele formålet blot var et vægttab, og normen var at afsætte en afgrænset periode til det (ofte med det resultat, at de tabte kilo røg på igen, så snart kuren blev stoppet). Nu er kurene i stedet skiftet ud med livsstile med skarpt optrukne retningslinjer, hvor alt der falder uden for bliver dømt decideret usundt for ens krop. Kostomlægninger er ikke længere blot noget man gør for at tabe sig, selvom mange reelt starter af den grund – det bliver en del af ens personlighed, og det bliver en livsstil, som man identificerer sig med ved eksempelvis at være paleoist.
Og det er måske netop skiftet fra noget midlertidigt som en kur, til noget mere permanent, altså en livsstil, der har gjort, at folk nu pludselig går ekstremt meget op i at overholde disse retningslinjer og i stigende grad ikke kan eller vil acceptere andre syn på mad. Jeg har observeret en tendens centreret omkring en indskrænket holdning til mad, og det er et fænomen, jeg har valgt at navngive ’madreligion’. Som indikeret dækker begrebet over en manglende evne til at acceptere et andet madsyn end det, man selv har.
Den nye tendens: madreligion
Som madreligiøs bliver de retningslinjer, man følger, langsomt de eneste rigtige, og man reagerer elitært og hoverende, hvis et alternativt syn præsenteres. Man ved nemlig bedre, fordi man har fundet den hellige gral til sundhed. Sandheden! Diskussionstonen bliver hurtigt aggressiv og fjendtlig, hvis der præsenteres evidens for, at et aspekt af madtrenden måske ikke helt er videnskabeligt funderet. Fra diskussioner rundt omkring på nettet har jeg gentagne gange observeret, at de madreligiøse øjeblikkeligt vælger at benægte, når de præsenteres for undersøgelser, der strider imod deres tilgang. Videnskabelig evidens er nu pludselig ligegyldig, selvom samme person kan have argumenteret for deres valg af madreligion med reference til videnskab få øjeblikke tidligere. De ved, hvad der virkelig virker, og hvad der er rigtigt. Og det er her, et af problemerne opstår, idet sund fornuft forkastes til fordel for en dogmatisk tilgang til mad. Der er ingen sund kildekritik eller forbehold, men kun én rigtig vej, og et anderledes syn på mad accepteres ikke. Det er ikke meget ulig, hvad man observerer inden for fanatisk religiøsitet i det hele taget, og deraf opstår titlen på denne artikel. Det er naturligvis sat på spidsen men ikke desto mindre synes jeg, at det er en valid sammenligning.
Det næste problem med denne dogmatiske tilgang til mad er den snæversynethed, den medfører. Disse madtrends afgrænser nemlig meget præcist, hvad man må og ikke må spise – nogle fødevarer er forbudt, og andre er tilladte. De ting, som man gerne må spise, sidestilles med ‘god’ mad, og alt andet er forbudt, dårligt eller usundt. Madverdenen bliver pludselig sort/hvid, og fødevarer der ikke falder inden for den pågældende dogmatik, forkastes ligefrem. Retorikken omkring disse madtrends er ofte ekstrem og dæmoniserende i forhold til madvarer der divergerer, også selvom de kan være ganske fornuftige og har masser af sundhedsmæssige gavnlige effekter. Skulle man tro, hvad der bliver skrevet rundt omkring om for eksempel gluten og laktose, ville mange af os tilsyneladende selvdestruere i samme sekund, vi indtog det.
Hvad er konsekvensen af alt dette?
Det kan være (med fokus på kan) en nagende dårlig samvittighed, hvis man skulle få lyst til noget andet – og hvis man nu rent faktisk kommer til at spise noget ’forbudt’, så er helvedet først løs. Jeg har især set piger, der har fulgt ’clean eating’ i lange perioder, pludselig slippe tøjlerne og spise løs med en mærkbar emotionel – og vægtmæssig – rutschetur til følge. Det er en velkendt faldgrube ved at være meget restriktiv omkring sin kost, at man kan udvikle cravings efter alt det, man ikke må få. Jeg påstår ikke, at man ikke kan følge principperne af en given madtrend og ikke stortrives, for det kan man unægteligt. Hvad, jeg derimod siger, er at rigtig mange mennesker ikke fungerer godt inde i et meget restriktivt kostunivers. Dels fordi det skaber en uheldig forestilling om og holdning til mad, og dels fordi vi mennesker nærmest har en indbygget ’græsset er grønnere på den anden side’-mekanisme. Hvis vi ikke må få det, vil vi have det endnu mere.
Et sidste problem er, at i takt med at fokus på sundheden stiger, polariseres de forskellige madkulturer, og der opstår en ’os imod dem’-mentalitet, som kan være meget svær at få øje på, hvis man selv befinder sig i den. Det er endnu en uheldig konsekvens ved et afgrænset madsyn; en slags uberettiget elitær følelse af at være på den rigtige vej, imens alle andre tager fejl. Og jeg taler af erfaring her. Jeg har før været meget restriktiv med min kost, og lavet mentale kategoriseringer af utallige fødevarer som usunde og forbudte. Hvis jeg så andre folk i supermarkedet med visse fødevarer i kurven, ville jeg rynke lidt på næsen og ubevidst have en følelse af, at jeg var lidt bedre end dem. At jeg havde mere rygrad og var mere disciplineret. Når jeg tænker tilbage på det, får jeg en rigtig dårlig smag i munden, og jeg er glad for, at jeg indså, hvor ukonstruktiv den tankegang er. Et andet menneskes værd bør selvfølgelig ikke bedømmes på den mad, de indtager.
Jeg vil gerne fastslå, at jeg overordnet set synes, at frembruddet af disse madtrends er en god ting, da mange af dem fokuserer på positive livsstilsændringer (og skal en overvægtig person få blivende resultater, så kræver det nu engang, at man lægger sit liv og kost om på den lange bane) og samtidig anbefaler hele uforarbejdede fødevarer samt masser af grøntsager. Der er også utvivlsomt mange, der trives glimrende ved at følge principperne ved en given madtrend, og som stadig kan rumme andre holdninger til mad. Så langt så godt. Der hvor filmen knækker er, når den dogmatiske tilgang til mad bliver til en madreligion, og man ikke vil acceptere, at andre måder at spise på, end ens egen, også kan fungere fint – og ikke er ensbetydende med en krop, der rådner op indvendigt. Den hardcore identifikation med sin madkultur har udvisket evnen til at se objektivt på mad, og efter min mening bidrager det med en række uheldige konsekvenser i form af manglende accept af andre mennesker, fjendtlig retorik, dårlig samvittighed og ædeflip. Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke mener, at alle der følger et specifikt madsyn opfører sig på den måde eller har de problemer – men det er stadig en klar tendens, jeg ser iblandt disse madgrupperinger jeg har skitseret. Hvis I ikke tror mig, så vil et par timer på et forum dedikeret til eksempelvis paleo, LCHF eller lignende hurtigt gøre det klart, at der er noget om snakken.
Mit eget syn på mad
Så hvad er mit eget syn på mad? Jeg er fortaler for, at man lærer at se på mad som mad uden positive eller negative konnotationer og samtidig accepterer, at der er visse fødevarer, man skal spise ofte og andre mindre ofte. Det er meget simpelt – måske endda nok for simpelt for rigtig mange, fordi det er så lidt afgrænset i og med, at der ikke er nogen forbud. Noget af det tiltalende ved disse madtrends er jo netop, at de udstikker nogle rammer og retningslinjer for, hvad vi må og ikke må. Jeg opfordrer i stedet til, at man bruger sin sunde fornuft og foretager en kvalificeret og informeret vurdering af sin mad; man ved godt ganske instinktivt, at noget mad bare giver mere mening at spise mere af end andet. Følg det instinkt. Kategoriseringer af mad i positive og negative kategorier vil aldrig bidrage med andet end dårlig samvittighed, hvis der spises noget, der falder uden for de prædefinerede rammer. Den kedelige sandhed er som altid: alt med måde. For personer, der er på udkig efter at få en sundere livsstil og tabe sig lidt, handler det om mængder og moderation samt at have nogle rationelle og sunde overordnede madvaner og i øvrigt at dyrke noget motion.
Giv slip og erkend
Så hvis du befinder dig dybt begravet i en madreligion og, sikkert modvilligt, kan nikke genkendende til noget af det ovenstående, så er mit råd at erkende, at din måde at gøre det på måske ikke er den eneste rigtige, og at der findes madvarer, udover dem du spiser, som kan bidrage til et godt og sundt liv. Erkend at din madtrend ikke har patent på sandheden, og at der findes flere veje til Rom. Lad være med at dømme andre mennesker, hvis de spiser noget andet end dig selv og acceptér det faktum, at man godt kan være et sundt menneske uden at spise inden for de afgrænsede rammer, som den madtrend, du følger, har givet. Det bliver man et mere afslappet, rummeligt, tolerant og bedre menneske af.
————————–
I finder artiklen i seneste udgave af Træningmagasinet på side 38 her. Magasinet er gratis online og der er også en masse andet spændende stof i, hvis man interesserer sig for kost og træning :)
Magasinet findes i øvrigt også i trykt udgave (koster 19kr) på bodylab.dk og bodyman.dk, hvis man ikke kan li’ at læse på skærmen :)