Livet har det med at komme i vejen. Hele tiden.
Førhen stoppede intet mig og jeg ville absolut ikke gå på kompromis. Særligt ikke min træning eller kost. Det resulterede i, at jeg bare satte endnu pres på mig selv og min krop og ultimativt nedsatte mit velvære. Alt sammen fordi jeg frygtede, at jeg ville forfalde hvis jeg slækkede på træningen eller kosten.
Jeg er inde i en hård periode nu. Det er vi alle sammen til tider.
Jeg fik trænet i mandags efter halvanden uges pause. I går skulle jeg have trænet igen, men kunne ikke overskue det. Jeg kunne ikke overskue den planlagte dødløft og egentlig heller ikke at skulle ned i træningscenteret.
Så jeg gjorde noget jeg er begyndt på og som jeg ikke ville have gjort før i tiden: jeg sænkede min forventninger til mig selv. I stedet for træningscenteret, trænede jeg hjemme.
Jeg lavede 4 sæt pull ups og 4 sæt skulderpres med kettlebells. Det er ikke prangende, men det var noget og mere end jeg havde gjort, hvis jeg havde holdt fast i min tidligere forventning om at komme i træningscenteret. For så var jeg slet ikke kommet afsted. Og det eneste der skulle til var, at jeg sænkede min forventninger og blev enig med mig selv om, at blot ét sæt pull ups ville være fint i dag, alt taget i betragtning.
Når man først sænker sine forventninger til hvad man skal præstere, er det utroligt hvor meget man får gjort – fordi man rent faktisk gør noget, i stedet for at blive handlingslammet af de høje forventninger.
Jeg har gjort det samme med maden. Jeg ved det eneste jeg får ud af at forvente storslåede måltider til mig selv pt, er dårlig samvittighed over de måltider aldrig ser dagens lys. Så jeg stiller mig tilfreds med rugbrødsmadder og hvad jeg nu kan finde på.
Det virker kontraintuitivt at man får gjort mere, hvis man sigter efter mindre, men ikke desto mindre, er det min erfaring.
Prøv det.
På et tidspunkt skal der nok komme styr på det hele igen – men i mellemtiden, sænker jeg forventningerne.
Håber, du er okay!