Hvem står bag proteinopskrifter.dk?
Blogindlæggene på Proteinopskrifter.dk opdateres af én person – og det er undertegnede, Morten Svane :)
Jeg har længe interesseret mig for kost og træning og er autodidakt inden for disse to felter; min erfaring kommer fra endeløse timer med læsning, eksperimentering og praktisk udførelse. Jeg har en minutiøs tilgang til kost og elsker generelt at nørde med kost og træning. Med denne interesse i baghånden, virkede det kun naturlig, at jeg begyndte at lave mine egne proteinrige opskrifter.
Jeg eksperimenterede derfor i et stykke tid med opskrifter jeg fandt rundt omkring på nettet, men på et tidspunkt begyndte interessen at gribe om sig, og jeg begyndte at blive bedre og bedre til selv at finde på opskrifter – eller lave nye og modificerede udgaver ud fra opskrifter andre havde lagt op.
I takt med at bageriet eskalerede, blev mit netværk på Facebook udsat lige rigeligt for alskens billeder af opskrifterne – og jeg besluttede derfor at oprette en blog, da jeg fornemmede fra Facebook, at der var interesse for et sådan koncept. Og således blev proteinopskrifter skabt. Formålet er at inspirere og udbrede budskabet om at velsmagende og lækre opskrifter godt kan være sunde og proteinrige.
Når jeg ikke smider om mig med opskrifter, læser jeg til kandidat i Digital Design og Kommunikation på IT-universitet, men er for tiden i praktik hos en større strategisk design- og kommunikationsvirksomhed.
Hvis du har nogle spørgsmål er du velkommen til at skrive på bloggen, på proteinopskrifters facebookside eller smide mig en mail på morten@proteinopskrifter.dk.