Ortoreksi er en sygelig optagethed af at spise sund mad og træne voldsomt – og en irrational frygt for spise noget man har kategoriseret som ‘usund’ mad (som kan være en kartoffel). Og kigger jeg rundt på Instagram så får jeg den tanke: Ortoreksi er det nye anoreksi. Før i tiden var det tilstræbt at være tynd (size zero) og nu er det ‘strong is the new skinny’.
Problemet er bare, at hvad der egentlig var en god udvikling, lynhurtigt har taget overhånd. Ligesom anoreksi bestemt ikke er tiltalende, synes jeg heller ikke at ortoreksi er det.
Jeg tror ikke meget af det jeg ser er ortoreksi i fuld effekt, men jeg tror til gengæld rigtig mange er på vej dertil. Celestine Maria Jensen lavede denne fine opdatering i dag. Buskabet ligger i høj grad i forlængelse af flere af mine blogindlæg, heriblandt Forventnings-effekten og Hvorfor jeg hader fitnesskulturen.
Celestine får det sagt ganske kort og præcist, men pointen er vigtig og jeg ser tendensen fortsætte og derfor vil jeg blot kort tilføje:
Til alle jer kvinder, der higer og knokler efter en illusorisk six-pack; det er langt langt mere sexet og attraktivt at I hviler i jer selv, end at I desperat kæmper for et ydre, der er dikteret af hvad I ser på sociale medier. Gennemgående usikkerhed skabt af falske forestillinger om hvordan man tror man burde være, er efter min mening hverken et attraktivt træk hos mænd eller kvinder.
Jeg siger ikke at nogle kvinder ikke kan få en six pack eller at det ikke kan være et legitimt mål (som fx konkurrence), men er konsekvensen, at man er miserabel, asketisk og restriktiv 24/7, så burde man revurdere sit approach. Man holder sig selv for nar, hvis man tror lykken kommer af markerede muskler.
Og selv når det kommer til de her konkurrencer, som tilsyneladende er eksploderet i popularitet på det sidste, så husk ikke at tabe jer selv i processen.
Lad mig gøre det klart: at stille op til fx en fitnesskonkurrence kræver en vis grad af afholdenhed, disciplin og hårdførhed, hvis man skal have gode resultater. Det kommer man ikke uden om. Men man glemmer også, selv her, i processen, at ens velbefindende i sidste ende (det liv man har efter konkurrencen) betyder – og burde betyde – mere end den korte tid man har på scenen. Min mening er følgende: tager det mere end det giver, så er det ikke det værd. Sådan har jeg det med rigtig mange ting i livet.
Nogle gange skal man investere meget i noget – både fysisk, emotionelt og mentalt – men i sidste ende er gevinsten stor. Mange tror den er stor efter en tur på scenen, men realiteten er, at mange, i særdeleshed piger, er efterladt med en dysfunktionel krop, en komplet umulig appetitregulering og generelt rod i hormonerne. Det har Mille Køpke netop fortalt om i et interview på Insidefitness.dk (full disclosure: jeg har startet insidefitness.dk op).
Jeg har set piger være et helt år til halvandet om at komme sig helt fra en konkurrence. Prøv at spørge dem om det var det værd. For ikke at snakke om den mentale udfordring der er i, at skulle affinde sig med en ‘ny krop’, da man jo altså ikke holder den form man står på scene med i mere end et par dage. Slet ikke hvis man binger efterfølgende.
Budskabet herfra er: drop ‘alt eller intet’-tankegangen og praktiser i stedet for den klichefyldte balance sammen med en sund livsstil. Dét er attraktivt!
——–
Og lige et par hurtige pointer, så mit indlæg ikke bliver misforstået (hvilket flere allerede desværre har gjort på Facebook):
Det jeg siger med dette indlæg er ikke, at man skal retfærdiggøre overfor sig selv, at man vejer 30kg for meget, fordi man hviler i sig selv. Det er fedt man hviler i sig selv – men er man overvægtig udgør det stadig et sundhedsmæssigt problem, som man efter min mening bør gøre noget ved af flere årsager.
Jeg siger ikke, at man ikke skal stræbe efter at opbygge en flot og stærk krop. Jeg siger heller ikke, at man ikke kan træne, leve sundt og være glad på samme tid. Det kan man sagtens! (det skulle jeg mene, at jeg selv forhåbentlig er et eksempel på). Vejen derhen er ikke altid nem og mange kæmper med at finde balancen. Nogle har fundet den, andre er godt på vej, mens andre stadig kæmper.
Dem jeg især taler til her, er dem der stadig kæmper og har tabt sig selv i sundhedsræset.
Dernæst har der også været en misforståelse omkring, at jeg mener kvinder kun træner for mænds skyld. Det ved jeg oprigtigt ikke helt hvordan bliver læst ind i mit indlæg, men det var i hvert ikke min pointe. Når det er sagt, så vil jeg vove den påstand at vi i større eller mindre grad alle sammen træner, fordi vi som samfund har gjort det attraktivt. Livsstilen og den måde at se ud på, siger noget bestemt om os og det er med til at forme vores identitet. Jeg mener at man holder sig selv for nar, hvis man tror man udelukkende gør det for sin egen skyld – der vil altid være et identitetselement i det. Noget man gerne vil, både direkte og indirekte, signalere til andre mennesker; en måde at definere og differentiere os på. Og det er helt ok – det er bare sådan mennesket fungerer; vi er sociale dyr :)
Og lad mig gøre det klart: det gør vi alle sammen. Jeg gør det da også. Jeg bruger tid i træningscenteret, fordi jeg godt kan lide det udseende det giver og dermed den anerkendelse det giver fra andre mennesker. Det fortæller noget om jeg passer på mig selv og noget om hvad jeg bruger min tid på. Det er noget vi alle gør – det er af en eller anden grund bare enormt svært for mange at indrømme det og så bliver det pakket ind i en defensiv: “jeg gør det udelukkende for min egen skyld”. Og ja, det gør jeg da også – altså for min egen skyld og jeg elsker følelsen jeg har i kroppen efter en god træning, det er også en stor del af det. Men jeg narrer kun mig selv, hvis jeg påstår det er den absolut eneste grund.
Det jeg taler om i dette indlæg er blot, at man ikke skal tabe sig selv i usikkerhed fordi man ikke lige ligner kvinden på billedet – og man skal passe på at maden og træningen ikke bliver en besættelse, skabt af en ‘alt eller intet-tankegang’.
Den vigtigste pointe i dette blogindlæg er:
Lykken kommer ikke af markerede muskler.
Og det betyder ikke, at man er ulykkelig hvis man har det, uanset køn. Jeg har selv rendt sådan rundt i årevis og kan nemt få det igen med lidt diæt. Markerede muskler kan helt sikkert føltes rigtig godt og give selvtilliden er godt boost – men gør det én lykkelig? Her er det min klare overbevisning, at det er et stort rungende nej – og derfor prøver jeg at gøre opmærksom på, at man ikke skal jage det ideal i troen om at man så endelig bliver lykkelig, da roden til det som regel ligger nogle helt helt andre steder :)