Protein-cookies er dejligt nemme og hurtige at lave – og disse er ingen undtagelse. Jeg har lavet disse uden brug af proteinpulver og med lidt specialprodukter, men jeg skal nok give alternativer til de enkelte ting, så I også kan lave dem hvis i nu fx ikke lige har affedtet mandelmel stående.
Smagen er ikke overvældende i disse protein-cookies, forstået på den måde at det er en mere blød og grund smagsoplevelse fordi de ikke er sødet til ukendelighed. En af mine store kæpheste med bagning er ikke bare at smide store mængder sødemiddel i, som rigtig mange ofte gør når de bager “sundt” – det tager al smag og svarer, efter min mening, til at oversalte maden. Så forvent en mild og blød smag med disse cookies. Hvis I ønsker en meget sød smag, kan i blot komme mere sødemiddel i end jeg har gjort. Selve teksturen i cookien er også blød (det kan i også fornemme på nedenstående billede) – så det er ikke knasende cookie.
Ingredienser:
50 gram blendede mandler
20 gram kastanjemel
40 gram affedtet mandelmel
40 gram smør (smeltet)
50 gram kokosflager
1 tsk vanilje essens
0,5 tsk bagepulver
1/4 tsk natron
En knivspids salt
200 gram æggehvide
15 gram xylitol (eller dit foretrukne sødemiddel)
Fremgangsmåde:
Bland de tørre ingredienser sammen og kom derefter de våde i. Smøret smeltes hurtigt i mikroovnen og kommes i dejen. Rør det godt sammen og form X antal småkager (jeg lavede 7, men i bestemmer selv størrelsen) på en bradepande med bagepapir. I kan eventuelt smide lidt nøder oven på eller drysse kanal på (det gjorde jeg). Giv dem herefter 15 minutter på 160 grader . That’s all :)
Energifordelingen for hele portionen:
Jeg lavede en portion med 7 cookies, hvilket gav følgende energifordeling for én protein-cookie:
7,1g protein
6,9g kulhydrat
13,3g fedt
176,2 kalorier
De egner sig rigtig godt som et lille mellemmåltid på farten, i klasseværelset. arbejdet (jeg har faktisk tænkt mig at tage nogle med i morgen) – eller hvor det nu kunne være.
En note om fedt:
Jeg er absolut ikke fedtforskrækket – tværtimod. Det afspejles også ofte i mine opskrifter hvor fedtindholdet kan være relativt højt, og det rør mig ikke det fjerneste så længe det kommer fra nogle gode kilder. Hele generelt er folk de sidste par år blevet opdraget til at være bange for fedt, på et fuldkomment fejlagtigt grundlag. Til gengæld har danskerne så også fået at vide det er fint at fylde sig med kulhydrater i form af pasta, brød, ris og kartofler – og det er nok nærmere dér synderen ligger når det kommer til overvægt i DK. Pointen her er; vær ikke bange for opskrifter med et højt fedtindhold :)
Justeringer og alternativer:
Jeg ved at jeg har brugt lidt forskellige specialprodukter og derfor kommer jeg lidt med nogle alternativer så I ikke behøver at fare land og rige rundt efter ingredienser. Skulle i dog få lyst, kan jeg oplyse om at de fleste velassorterede helsebutikker har kastanjemel og affedtet mandelmel (ellers køb det billigt fra Tyskland).
Det affedtede mandelmel og kastanjemel kan erstattes af 100 gram blendede mandler i stedet for 50 – samt lidt mere kokos. Den justerede opskrift vil se således ud:
100 gram blendede mandler
50 gram smør (smeltet)
70 gram kokosflager
100 gram æggehvide eller to hele æg
15 gram xylitol
Der kan laves et utal af varianter over denne opskrift – så get creative :)