Alle der har fulgt mig i lidt tid ved, at jeg er stor fortaler for at man ikke er restriktiv i sin tilgang til mad, men i stedet benytter et approach, hvor der er plads til det meste i moderation, så længe fundamentet er i orden. Jeg går endda ind for at selv overvægtige lærer at nyde ‘usunde’ ting i moderation under vægttab (fordi det bliver så meget nemmere at styre det når vægten er af og det bliver hverdag og der er onsdagskage, torsdagskage og fredagskage).
Men når det er sagt, har jeg længe interesseret mig for, hvorfor nogle mennesker er i stand til at sige nej til kage nummer 2 og 3 (eller nummer 1) mens andre, ofte folk der har behov for at sige lidt mere nej i forhold til overvægt, ikke kan eller gør det.
Hvorfor er det, at nogle er så gode til at udøve selvkontrol mens andre ikke er?
I den her blogpost vil jeg udforske nogle tanker jeg har haft omkring hvorfor nogle har svært ved at afstå fra alle de søde sager og ‘falder i’ gang på gang.
Det her er baseret alene på mine egne tanker jeg har fiflet med og noget du bør tage som stof til eftertanke og ikke som den endegyldige sandhed.
Jeg altid været virkelig god til at sige nej. I mange mange år spise jeg intet slik, kage, chips, is, junkfood (kun meget meget sjældent) grundet min træning. Og det er på trods at jeg spise rigeligt af det før jeg startede træningen. Jeg sagde altid nej og havde intet problem med det. Til sidt blev de fødevarer nærmest ikke-eksisterende for mig.
Den evne har jeg altid har tilskrevet min stædighed, men på det seneste har jeg haft et par aha-oplevelser der har fået mig til at revurdere om det nu også er tilfældet.
Det skyldes blandt andet, at min kæreste, ikke med udpræget begejstring, begyndte at bemærke, at når emnet faldt på bestemte ting, så var det nærmest ligesom min hjerne slog fra.
Hun bemærkede det første gang for alvor da vi tog på en roadtrip til USA forrige år. Jeg var meget proaktiv på nogle områder – rejsen var min ide og jeg satte en masse igang for at vi hurtigt kunne spare nogle penge op til det. Men da vi skulle sætte os ned og gå igang med selve planlægningen, finde ud af hvilke hoteller vi skulle bo på, hvilken rute vi skulle tage, hvilke byer vi skulle overnatte i osv, så skete der et eller andet. Det var vitterligt ligesom min hjerne bare slog fra og jeg var fuldkommen uinteresseret i at beskæftige mig med de detaljer, selvom jeg efter bedste evne forsøgte at fingere en interesse for det. De gjorde mig trætte og jeg slog derfor bare fra og tog ikke rigtig stilling til noget af det.
Det bemærkede min kæreste så sjovt nok og påtalte det. Det benægtede jeg naturligvis først, men måtte ligesom erkende, at der nok var noget om det.
Derfra begyndte jeg at bemærke, at ved bestemte ting jeg skal forholde mig til i hverdagen, så slår ofte jeg ganske simpelt bare fra. Jeg bruger slet ikke energi på at tænke på det og går bare nærmest i en slags dvale indtil det er overstået.
Hvorfor er det så interessant?
For nyligt har jeg givet mig i kast med en bog (hører den som lydbog) som hedder: Thinking , fast and slow ad Daniel Kahneman. Det er en bestseller og er ret velkendt. Bogen beskæftiger sig med at forklare om menenskets hjerne og adfærd og hvordan vi bliver påvirket af alle mulige underlige ting, som vi slet ikke selv er opmærksom på. Det er både sjovt og opsigtsvækkende viden.
I bogen kommer Kahneman ind på selvkontrol.
Han nævner at det er ganske fastslået, at selvkontrol betragtes som mentalt arbejde. Man udtrættes af det.
Psykologiske studier har vist, at personer som udfordres af en kognitivt krævende opgave samtidig med at de udsættes for en fristelse, er mere tilbøjelig til at falde for fristelsen. Selvkontrol kræver opmærksomhed og anstrengelse – det er, som nævnt, mentalt arbejde.
Han beskriver hvordan psykologen Roy Baumeister igen og igen påvist, at det er trættende at beherske og kontrollere sig selv og ‘gøre en viljebestemt indsats’.
Har du tidligere måtte tvinge dig selv til at gøre noget, så er du mindre villig eller mindre i stand til at udøve selvkontrol, når den næste udfordring dukker op.
Det fænomen kalder man for ‘ego depletion’.
Når man først har udøvet selvkontrol i én opgave, har man ganske simpelt ikke lyst til at gøre det igen.
De har fastslået en række opgaver og situationer, som man ved svækker vores selvkontrol – de indbefatter:
At undgå at tænke på isbjørne (wtf – i know?)
at undertrykke den følelsesmæssige reaktion på en bevægende film
at træffe en række valg, der indebærer en konflikt
at forsøge at imponere andre
at reagere mildt på en partners dårlige adfærd
at interagere med en person af anden race (for fordumsfulde personer)
Men de opgaver og situationer er naturligvis ikke kun afgrænset hertil – mon ikke der findes en lang række af ting, som afhængig af person, tærer på selvkontrollen i løbet af en dag?
Og da jeg hørte det, var det ligesom den sidste brik i pulsespillet faldt på plads.
De fleste der kender mig, vil nok beskrive mig som en person af stor viljestyrke. Men hvor jeg før har tilskrevet det et iboende karaktertræk i mig, har jeg nu nærmere en teori om, at det især skyldes, at jeg ubevidst konserverer min mentale energi til bestemte situationer der kræver meget af den, mens at jeg har en tendens til ikke at bruge særligt meget energi på de mindre ting – alle de små konflikter i hverdagen.
Jeg har også efterhånden mange gange fået at vide, at jeg ikke går nok op i hvad andre tænker om mig til arrangementer og deslige. Men det har bare aldrig bekymret mig så meget, selvom jeg naturligvis gerne vil efterlade et godt indtryk. Men i sig selv er det noget jeg bruger meget lidt energi på at beskæftige mig med, men jeg observerer at det er noget især piger går ekstremt meget op (ret meget gerne hvis I synes den generalisering er forkert).
Ovenstående tanker tanker kan man så videreføre til personer som i al almindelighed har svært ved at sige nej til slik, kage og junkfood.
Nu er der jo ikke noget særligt revolutionerende i, at jeg påpeger, at når man er mental træt, så træffer man generelt ikke særligt gode valg. Det er der mange der påpeger.
Men jeg tror ikke at specielt mange er opmærksom på, hvor meget det mentale i grunden betyder. Jeg tror ikke at folk ved, hvor meget alle de små konflikter, små ting der skal undertrykkes, opretholdelse af facade overfor knap så rare personer, forsøg på at imponere andre, optagethed af hvad andre tænker om én osv – alt sammen er med til stille at æde ens evne til at udøve selvkontrol senere hen.
Når man så kommer hjem sent på dagen, så er det ofte der, at netop det akkumulerede mentale træthed viser sig og man giver efter for tilbud om kage, is osv – eller opsøger det selv i skabet.
Som sagt, jeg er ikke imod den slags, i moderation – men det problem jeg adresserer her, er for personer som netop ikke kan moderere indtaget.
Jeg kan ikke lade være med at tænke overvægtige personer, som måske går hele dagen og bekymrer sig om hvad andre tænker om dem pga. overvægten, skal finde sig i fnis og latter fra andre bag deres ryg, en spydig kommentar hist og her (konflikter og tanker som man altså fra studier ved, er noget der tærer på selvkontrol) – må bruge al deres mentale energi på at opretholde en facade igennem dagen, og når man så går ud for at købe ind og kommer hjem, så er viljen til at udøve selvkontrol på et meget lille sted.
En ond cirkel.
Nu er der naturligvis mange andre faktorer i hvorfor folk er overvægtige eller har uhensigtsmæssige madvaner, men jeg synes det psykologiske aspekt i det er meget spændende og ikke noget særligt mange arbejder målrettet med.
Min kæreste er personlig træner og har identificeret et mønster hos hende selv: når stress og træthed går op, så går hun på ‘autopilot’ om aftenen, dvs. begynder at spise ting, som umiddelbart giver tilfredsstillelse. Søde sager.
Førhen synes jeg lidt det var noget pjat, fordi jeg aldrig oplevede det selv, men jeg har indset hvor forskelligt vi tænker og hvordan vi bruger vores energi helt forskelligt igennem dagen. Og jeg har set hvor stor en forskel det gør hendes klienter, at de bliver opmærksom på hvilken sindsstemning de er i, når de træffer dårlige valg. Når man først kender sin krop og hjerne på den måde, så kan man gøre meget for at forhindre at det sker eller anderkende at det er sådan man har det, og så arbejde med det.
Så min konklusion for mit eget vedkommende er, at jeg tilsyneladende er ret skarp til automatisk at konservere mental energi, på godt og ondt – og det gør at jeg blandt andet kan være ret produktiv og arbejde på mange projekter ad gangen (for det er der jeg bruger meget af min beslutnings-energi og ‘forsøger at imponere’) og i forhold til at have et forhold til mad, hvor jeg kan snuppe et par stykker slik og så lade resten være. Selvkontrollen er intakt.
Jeg håber mine tanker om det emne her, måske kan sætte nogle tanker igang hos dig, som måske kan føre til, at du kan identificere, hvad der tager din mentale energi i løbet af dagen.
Kan du først sætte en finger på det, kan du 1) opnå en større selvforståelse for hvorfor du træffer de valg du gør og 2) blive bedre til at justere på nogle parametre og genoverveje tilgangen til nogle ting og få mere overskud til at kunne træffe nogle gode valg, både i forhold til mad og generelt.
Et åbenlyst sted at starte er at lade være med at bruge så meget tid på hvad andre tænker om dig – noget som vi alle ofte er lidt for skyldige i at gøre.
Kan du allerede nu komme i tanke om noget du tror måske dræner din selvkontrol, så smid gerne en kommentar – jeg er nysgerrig efter at høre hvad det særligt dræner jeres evne til beslutninger?