Mange tak for alle de fine spørgsmål – jeg er glad for at folk gerne vil høre hvad jeg har at sige, da jeg elsker at hjælpe folk :) Herunder vil jeg gøre det bedste for at besvare jeres spørgsmål. Jeg fik også en del henvendelser over privat besked, så for ikke at gøre denne blogpost alt for lang, deler jeg den op i to – resten af svarene på de spørgsmål der blev stillet, vil komme i løbet af ugen.
Hej hvad er bedst af spise før og efter træning?? Og hvorfor bliver jeg så træt efter træning??
Man kan ikke præcist pinpointe hvad der er bedst at spise før og efter træning – det varierer fra person til person. Nogle fungerer godt med et let måltid før træning, andre med et stort. Nogle har brug for mange kulhydrater før, andre klarer sig fint uden. Det handler i bund og grund om at prøve sig lidt frem og mærke efter om ens krop reagerer godt på det og hvordan træningen går. Man kan dog generelt sige, at man ved det er en god ide at få noget protein og lidt kulhydrat omkring sin træning, for at kunne maksimere udbyttet af sin træning. Så sørg for at proteinrigt måltid efter din træning med noget kulhydrat til – det er sådan set underordnet hvad det er, så lav noget du godt kan li’ og er en lødig kilde.
Angående trætheden, så kan der jo være mange grunde, men den mest oplagte er, at du har lavet noget fysisk og din krop derfor er træt. Hvis du lige er begyndt at træne, så er det meget normalt kroppen lige skal vænne sig til det og man derfor er meget træt – det plejer at gå væk. En anden mulighed er, at du ganske simpelt går for hårdt til den og du ikke restituerer særligt godt. Det er meget svært at sige, da jeg intet ved om din træningshistorik eller kost og derfor kan jeg ikke give et specielt brugbart svar her, desværre.
Jeg kunne godt tænke mig at høre hvad du foretrækker: Mørk stevia chokolade vs. Min. 80 % mørk chokolade? Og din argumentation for dit valg?
Jeg veksler lidt mellem dem. Jeg smelter jo tit chokolade på fx proteinbarer og til det foretrækker jeg almindelig mørk chokolade, fordi det bliver mere flydende (steviachokolade har det med at klumpe en del, når man smelter det) og det derfor er nemmere af have med at gøre. Jeg synes stevia-chokolade er et godt alternativ, hvis man forsøger at skære ned på sukker, men i de mængder jeg indtager chokolade, vælger jeg oftest bare en stærk mørk chokolade, da jeg ikke er bange for sukkerindholdet i dem.
Jeg er et stort ? Med alle de forsk protein pulvre der findes. Kan godt se fidusen til tider. Hvis man nu styrke/cardio træner dagligt hvad er så bedst.?,? Vil ikk ligne en sumo men vil til gengæld gerne ned i fedt% og ned med nålen på vægten samt bygge muskler/ trimmes. Jeg har en ide om at jeg vil tage på ved at indtage det protein pulver og vil ikk erstatte min kost med at drikke det. Hvonår og hvordan skal man så ??? ( er ikk tilhænger af det pulver.. ) synes ikk det tiltaler mig at drikke det smags mæssigt. Kan man ikk via kosten blive dækket ind??
Synes da dine opskrifter er tiltalende men hver gang jeg ser der er protein pulver i bliver jeg hmmmm tør ikk. Nogen siger protein før træning så ” tager man på ” efter træning er en shake god istedet for mad???
Proteinpulver er et supplement til en god og sund kost – og sådan bør det altid være. Det er ikke nødvendigt, da man sagtens kan blive dækket ind gennem sin kost, men det kan være en nem, bekvem og billig kilde til protein; det er blandt andet derfor jeg bruger det. Der er intet farligt ved proteinpulver, det fremstilles ved osteproduktion, hvor der er overskydende flydende valle, som køres igennem nogle filtre og laves til proteinpulver. Så basalt set stammer det altså bare fra mælk.
Man tager ikke automatisk på af proteinpulver – eller chokolade eller kage for den sags skyld. Der er ingen madvarer der i sig selv har ”fedende” egenskaber. Man tager på af at spise flere kalorier (mere energi) end man forbrænder og de kalorier kan komme fra hvilken som helst slags fødevare. Omvendt så taber man sig ved at indtage mindre kalorier (energi) end man forbrænder. Det er sådan kroppen helt basalt fungerer. Mere kalorietung mad kan så være med til bidrage til, at man hurtigt kommer op over sit ligevægtsindtag (det kalorieindtag der gør at man vedligeholder holder sin vægt), men det betyder ikke, at man skal ekskludere disse fødevarer (nødder er fx kalorietunge), men blot, at man skal være opmærksom på ikke at spise store mængder.
Så du tager ikke på af at spise proteinpulver og det er heller ikke en nødvendighed. Det kan, som sagt, være et godt og billigt alternativ til fx kød og det er nemt at transportere rundt med én. Jeg selv drikker aldrig proteinshakes og har ikke gjort det i adskillige år. Efter træning tager jeg til tider nogle BCAA-kapsler og så spiser jeg et stort måltid mad, når jeg kommer hjem. Jeg bruger udelukkende mit proteinpulver i opskrifter og spiser det på den måde. Du har i hvert fald intet at frygte – det er ganske sikkert at indtage og du tager som sagt ikke automatik på af det. Jeg vil foreslå dig, at du læser lidt op på forbrænding og kalorieindtag for bedre at forstå de basale funktioner i kroppen med henblik på vægtøgning og vægttab.
Kære Morten. Tak for det tilbud, du får da en masse at se til med alle de spørgsmål. Så stort at du tager dig tiden til vores spørgsmål
Mit spørgsmål er om proteinpulver. Hvad er din holdning til det? Nogle mener en banan ville være bedre at spise efter styrketræning, end proteinpulver blandet op med vand. Jeg bruger selv Syntha-6. Har du et bedre foreslag, og i så fald hvorfor
Jeg er kun glad for at kunne hjælpe :)
Min holdning til proteinpulver er nok ganske klar, eftersom næsten alle mine opskrifter indeholder det. Jeg synes proteinpulver kan være et fantastisk supplement, hvis man vælger et af ordentlig kvalitet og forstår, at det netop kun skal supplere en god, sund og nærende kost og ikke baseres på det.
Helt konkret ved man, at det absolut vigtigste at få efter træning er protein og faktisk ikke kulhydrat. I de studier der er foretaget omkring protein- og kulhydratindtag efter træning, har det vist sig at protein efter træning giver en signifikant forskel (anabolsk/muskelopbyggende respons), mens kulhydrat alene ingen forskel gør på proteinsyntesen. Protein + kulhydrat lader til at gøre en lille smule mere forskel end blot protein alene, men ikke en signifikant en af slagsen. Det betyder ikke, at det ikke gør en forskel – og kigger man på optimale resultater, så er protein + kulhydrat det bedste valg, men står du og skal vælge mellem en banan efter træning og intet andet eller en shake med vand efter træning og intet andet, så bør valget helt klart faldet på proteinshaken, da protein efter træning er afgørende for at få et anabolsk respons (“anabolsk” lyder voldsomt, men det er en god ting for både mænd og kvinder – det betyder blot muskelopbyggende). Hvis du undrer dig over hvor meget protein der så skal til for at opnå denne effekt, så viser forsøg generelt, at omkring 20-30 g protein, er den mængde der skal til for at opnå den maksimale stimulering af proteinsyntesen (man har forhøjet proteinsyntese efter træning).
Jeg drikker som sagt ikke selv en proteinshake efter træning, men benytter mig af lidt BCAA (fordi man ved omkring 5-6 gram af disse kan være med til at sparke proteinsyntesen i gang) og så spiser jeg et stort måltid mad, når jeg kommer hjem.
Jeg er generelt ikke særligt glad for amerikansk proteinpulver (der er et par undtagelser), fordi deres fødevarekrav ikke er halvt så strenge som i Danmark. Der har været flere sager med forurenet udenlandsk proteinpulver, samt at mange af dem fusker med proteinindholdet (de opgiver en højere % protein end produktet reelt indeholder). Jeg vil derfor altid anbefale at man for så vidt muligt forsøger at anskaffe sig det danskproduceret proteinpulver, da vi er underlagt nogle af de mest strenge fødevarekrav i verden. En konkret anbefaling er her bodylab.dk.
Jeg kunne godt tænke mig at vide mere om måltider. Er det bedst at spise hver 3 time, hvor måltiderne er små- eller er det bedst og have 3 hovedmåltider og spise sunde snacks ind imellem?? Hvordan spiser du selv??
Der hersker til stadighed en myte om, at man skal spise hver 2-3 time, for at holde sin forbrænding i gang, men der forelægger absolut intet evidens for at det passer. Det er bevist mange gange efterhånden at måltidsfrekvens intet har at gøre med ens forbrænding – så det betyder altså intet om du spiser med 2-4 eller 6 timers mellemrum. Mit svar til dit spørgsmål er, at finde ud af hvad der fungerer bedst for dig selv – nogle holder bedre sulten for døren med en masse små måltider, mens andre har det bedre med færre større måltider. Jeg selv hører til den sidste kategori – jeg spiser vel 2-3 store måltider om dagen, + lidt snacks, da jeg sætter stor pris på at kunne spise mig mæt.
jeg synes det er så svært at få startet på disse proteinopskrifter for jeg synes det kræver indkøb af rigtig mange ting. Jeg kunne rigtig godt tænke mig en form for oversigt over et “startsæt”, sådan med de ting man hovedsagelig bruger og også gerne lidt om hvor man køber det ( gerne et sted hvor man kan få det hele) . For mig handler det både om økonomi og tid når der skal handles ind til dine opskrifter, som jeg i øvrigtig synes ser rigtig lækre ud
Det har jeg hørt en del gange og derfor har jeg i samarbejde med Bodyman.dk lavet nogle pakketilbud, som inkluderer de produkter, jeg anser som vigtigt for at kunne komme i gang med opskrifterne. Der er også lidt rabat på dem :)
Der er en basispakke du finder ved at klikke her
Og så en udvidet basispakke du finder klikke her
Disse to pakker er en rigtig god løsning, vil du vil have det hele samlet et sted. Hvis du bare gerne lige vil afprøve lidt opskrifter, for at se om det er noget for dig, så anbefaler jeg dig at starte med basispakken.
Jeg har et problem med at drikke proteinshakes lavet på pulver da jeg synes de smager gyseligt og konsistensen er ikke lige mig! Og det bliver lidt dyr i længden at skulle købe færdigblandede!
Så hvordan kan jeg ellers få min proteinpulver til morgenmad og efter træning på anden snedig vis? Har bl.a. prøvet at blande det i youghurt – men det kan jeg heller ikke lide
Håber du har gode forslag til hvordan jeg kan få det ind på en mere lækker måde
Har du kigget rundt på min side? :D Den er netop fyldt med ”snedige” måde du kan få proteinpulver på, uden at skulle drikke det. Proteinkugler kunne være et oplagt valg at starte ud med – de er nemme at transportere.
Jeg er for nylig holdt op med at spise ting med stivelse i og skal undgå hvedemel, så jeg har købt diverse andre meltyper som mandelmel, hørfrømel, kokosmel mm. Men mit spørgsmål er så, om man i alm. bageopskrifter bare kan skifte hvedemelen ud med en anden slags mel og få samme resultat som dengang man bagte med hvedemel. Eller skal man finde andre opskrifter hvor andre melsorter end hvedemel er brugt?
Nej, det kan du desværre ikke, da fx affedtet kokosmel og mandelmel erlangt mere ”drøjt” i brug. Det er tungere og det suger rigtig meget væske, så hvis du erstatter 1:1 vil resultatet være rigtig dårligt. Nu bruger jeg aldrig selv hvedemel og andre ting, så jeg kan ikke fortælle dig ratioen på stående fod, men du kan google dig frem til, hvordan du bedst mulig laver de erstatninger J
KAn man sige noget om hvor mange cacl der skal forbrændes for at tabe sig. Ved det afhænger af kilo men er der en tommelfinger regel pr. Kilo?? Forbrænder man ved kun styrke træning??
Man forbrænder energi ved alt man laver, ikke kun styrketræning. Du forbrænder også kalorier af at gå, det er bare ikke så meget. Hvor meget du forbrænder afhænger af to parametre; intensitet og varighed. Så altså hvor hårdt du laver en given motionsform og hvor længe. Hvor meget du skal forbrænde for at tabe dig, afhænger af forskellige ting, såsom dit nuværende daglige kalorieindtag og basalstofskifte. Den mest præcise måde at gå til værks på, er ganske simpelt at tælle kalorier og finde ud af hvor meget du indtager på daglig basis, for at vedligeholde din vægt. Herfra kan du så enten skære ned på mængden af mad eller lave mere motion, eller, efter min mening, det mest optimale; skære lidt mad og lave lidt mere motion. Hvi du ikke gider at tælle kalorier, så gå simpelt til værks og skær nogle ting fra i din kost som er energirige. Det kunne fx være sodavand, kagen til eftermiddagskaffen, skifte brødet ud med æg til morgenmad – små ændringer til det bedre.
Jeg kunne godt tænke mig en lækker og velsmagende protein smoothie. Jeg kan drikke efter spinning..da der går noget tid inden jeg er hjemme og har fået lavet mad …
Jeg må desværre melde pas der, da jeg aldrig laver dem, fordi jeg foretrækker at spise mit mad og ikke drikke det. Smoothies kan smage rigtig lækkert, men de giver mig en rigtig dårlig mæthedsfornemmelse, så derfor er det generelt ikke noget jeg eksperimenterer med desværre. Ellers kan du jo fx lave nogle af mine proteinkugler og have med som en snack til bagefter.
Skal jeg give et lynhurtigt bud, så går man aldrig helt galt i byen med en simpel shake lavet på frossen banan, lidt isterningerne, mælk og proteinpulver med jordbærsmag.
———————
Flere af jer har skrevet om jeg ikke vil uddybe IIFYM/flexible dieting, – og det vil jeg gerne, men jeg har et helt projekt om det på tegnebordet, så det bliver desværre ikke lige i dette indlæg, at jeg uddyber om det, men det skal nok komme :)