Find en fejl ved dette billede:
Du har helt ret – der er ikke nogen.
Sådan et stykke mini-marcipanbrød her om dagen sker der intet ved – heller ikke for børn, såfremt den øvrige kost er fornuftig.
Jeg får altid lidt tics, når jeg læser nutidige debatter om børn og sukker. Det er et sprængfarligt emne og folk har stærke holdninger til det, uanset om de har børn eller ej.
I denne omgang handler det om dette studie, som viser man kan måle negative effekter i børns blod mandagen efter en weekend, fordi de har fået så meget slik.
Lad mig lige starte med at sige, fordi det nok vil være et kritikpunkt, at jeg ikke har børn. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg ved hvordan det er, for alle jeg kender, som er blevet forældre, siger man ikke ved hvordan det er før man står i det, selvom man tror man er forberedt. Det har jeg ingen tvivl om er korrekt.
Jeg kan dog sagtens forestille mig, at man vil sine børn det absolut bedste. Man vil at de skal være sunde og have et langt og godt liv. Jeg har fået en hund for ikke så lang tid siden – og jeg er forbavset over, hvor pylret jeg er blevet omkring den – så det må være 100 gange værre med et barn.
Min hund Koko – I troede da ikke I ville slippe for lidt hundespam?
Men lad mig vende tilbage til hvorfor børn og sukker-debatterne frustrerer mig: det gør de hovedsageligt fordi den enten repræsenteres af lettere hysteriske forældre der mener der intet sukker må være i deres børns kost – eller af, som går i den anden grøft og argumenterer for store mængder slik hører sig til og de selv har fået masser som børn og “de har det jo fint i dag”.
Som altid er der stort set ingen nuancering og dem der får mest taletid trækker altid linjerne helt skarpt op. Enten er sukker døden eller også er det en nødvendig del af at ‘hygge sig’ – ‘la da barnet!
Sandheden er, som altid, et sted midt i mellem – i det man kalder nuancerne. Dem som mangler komplet i sundhedsdebatter generelt.
Når det kommer til sukker, så handler det, som altid, om mængderne.
Et barn bliver ikke usundt af et spise lidt slik, ligesom det heller ikke bliver sund af at spise en stang broccoli. Og sådan forholder det sig i øvrigt også med voksne. Det handler om det store billede – hvordan ser hverdagen ud generelt. Ikke øjebliksbillederne.
Når det er sagt skal vi naturligvis erkende, at der rent faktisk er et problem – for vi slår rekorder i at spise sukker og vi vender os tiltagende til en masse søde søger i hverdagen (og ja, jeg er bevidst om mine opskrifter kan bidrage til den effekt – det har jeg skrevet om her).
Og jeg er udmærket bevidst om udfordringen som forælder, når der er flere fødselsdage igennem hele ugen med kage og slik og generelt en masse arrangementer med sukkerfylde fødevarer. Jeg kan sagtens forestille mig, at det kan være frustrerende at finde ud af hvordan man tackler det bedst muligt.
Men jeg mener ikke løsningen hverken ligger i at kategorisk nægte sit barn søde sager eller aldrig sætte en grænse.
Absolutter, af enhver art, har aldrig bidraget med noget positivt.
Jeg læste dette indspark på Madbandittens Facebookside, som jeg synes er noget af det mest fornuftige jeg længe har læst omkring børn og slik:
Hvis man kan lære børn moderation og, at det ikke er enten/eller. Det er ikke niks pille eller en gigantisk skål slik – så er man efter min mening nået rigtig rigtig langt. Det er hvad jeg ser de fleste voksne mennesker kæmpe med på dagligt basis faktisk.
Jeg deler Pias overbevisning – jeg er efterhånden stærkt overbevist om, at hvis børn oplever meget restriktive forældre i forhold til kost, forældre som har opstillet mange forbud omkring mad eller har dæmoniseret bestemte fødevarer og belært sine børn om én korrekt måde at spise på eller lignende – så ligges kimen ganske simpelt til et anstrengt forhold til mad senere hen.
På samme måde – lærer man ikke en vis form for mådehold og moderation, så kan det potentielt betyde problemer med fx overvægt senere i livet.
Det ér en svær balance, men den løses ganske simpelt ikke med en alt/intet tankegang. Det har stort set aldrig løst noget.
Jeg har ofte svært ved at forstå hvorfor mellemvejen er så sindssygt svær at indfinde sig på for folk? Det er ligesom det ganske simpelt bare er nemmest at forholde sig til komplekse ting ved at indtage et standpunkt i den ene eller anden ende og så kæmpe indædt for det uden nogen for form kompromiser.
Så opfordringen herfra er at kigge på nuancerne – for dem taber vi stort set altid i de her debatter.